Oversat af Internationalt Forum København

Det er en ære at skrive en introduktion til denne bog, skrevet af en stor leder for den sorte befrielseskamp i USA, Huey P. Newton. Inde fra besætterens Ramonfængsel, på mine egne, mine kammeraters og den palæstinensiske fangebevægelses vegne, strækker vi vores knyttede næver i solidaritet og hilser og omfavner vores sorte kammeraters kamp for frigørelse midt i udyrets mave som fortsætter i dag, på trods af hård repression.

Fra Ansar til Attica til Lannemezan, fængslet er ikke bare et afgrænset fysisk område, men også et sted hvor de undertryktes kamp konfronterer undertrykkeren. Uanset om det er i Mumia Abu-Jamals, Walid Daqqas eller Georges Ibrahim Abdallahs navn, må de fængslede politiske fanger være en prioritet for vores bevægelser. Disse navne illustrerer kampens kontinuitet mod vores fælles fjende – deres organisatoriske arv strækker sig tilbage til de antikoloniale frihedsbevægelser fra 1960-, 1970-, 1980’erne frem til idag. Politiske fanger er ikke kun individer; de er ledere i kamp og organisering bag fængselsmurene, som hjælper med at nedbryde og fjerne tremmerne, murene og kæderne, som fjerner os fra vores folk og området i kamp. De står over for gentagen isolering og tortur fra besætteren og fangevogteren, som vil nedbryde fangernes viljestyrke og deres vigtige tilknytning til deres folk.

Så når vi er vidne til optrapningen mod vores bevægelse, som vi ser i dag i Filippinerne, når vi ser de morderiske koordinerede angreb mod vores palæstinensiske modstand, når vi ser kriminaliseringen af sorte personer og bevægelser, er det klart at vi står overfor samme situation som Huey Newton identificerede og konfronterede. Vi vil fortsat forsvare vores folk fra kapitalismens, zionismens og imperialismens hensynsløse angreb, fra politi og militær. Vi er ikke lykkedes med at gøre vores drømme til virkelighed og forvandle fængslerne til et befrielsesmuseum. Revolutionære verden over kæmper og drømmer om denne fremtid for ethvert undertrykt folks bevægelse. Når vi taler om fængselsbevægelsen, taler vi naturligvis om modstand.

Fængsler eksisterer af en grund, for behovet og interesserne hos dem med magt. Og når der findes fængsler at låse folket inde i, så findes der besættelse, kolonialisme og undertrykkelse; hvor der findes besættelse og kolonisering, findes der fængsler og alle love inden for de juridiske rammer laves for at legitimere udbytning, undertrykkelse og uretfærdighed og for at kriminalisere modstand og frigørelse. Fra The Fugitive Slave Acts i 1800-tallet til “terrorlisterne”, som forsøger at kriminalisere folkets modstandsbevægelser; disse er alle refleksioner af en krig mod folket. Vi hilser søster Assata Shakur, som fortsat kæmper i frihed i Cuba, samtidigt med at hun døbes “terrorist” for at retfærdiggøre jagten på dette globale symbol på frihed.

Dette viser også at de Sorte Panteres og den sorte befrielsesbevægelses kamp, sag og bevægelse ikke er et afsluttet kapitel. Det er et igangværende kapitel, en igangværende kamp og en kontinuerlig bevægelse for retfærdighed og frigørelse. Samtidigt med at jeg skriver i dag, markerer den revolutionære palæstinensiske venstrefløj, Folkefronten for Palæstinas befrielse (PFLP), sit halvtredsende år med kamp, en anledning til både at fejre og at undersøge vores arv, for at styrke og skærpe vores march mod revolutionær sejr. På samme måde har vi passeret halvtredsårsdagen for grundlæggelse af det Sorte Panter Parti, hvis vision for revolutionær forandring fortsætter med at være relevant i dag.

Det er en arv, som bæres både i ideer og mennesker, og vores historier fortsætter med at inspirere folk. Du kan passere PFLPs første fange et sted på Berlins gader, hvor han stadig kæmper for palæstinenserne. Du kan kende arven fra det Sorte Panter Parti og den fortsatte kamp på Chicagos, Oaklands og Harlems gader. Der findes mennesker som bærer kampens arv i sig selv, som en menneskelig skat. Erfaringerne fra giganterne i vores bevægelse, især dem som har siddet i fængsel, står side om side med ideerne som er nedfældet i skrifter, bøger og litteratur. Fra en generation til den næste, et spor af kamp, som fører til en fremtid, hvor unge mennesker kommer til at lede de sorte og palæstinensiske revolutionære frihedskampe.

Hver politisk fange, uanset om de nu er i fængsel eller ej, bærer drømmen og frigørelsens virkelighed i sig, og hvad den kan og skal betyde i praksis. I dag, når vi ser på den sorte befrielsesbevægelse eller de oprindelige befolkningers kamp i de Forenede Stater og Canada, taler vi om samme fjende, som vi konfronterer i det besatte Palæstina. Kuglerne, som dræbte Malcolm X eller Fred Hampton kunne også være blevet brugt til at myrde Ghassan Kanafani eller Khaled Nazzal eller Mahmoud Hamshari, og i dag ser vi samme tåregas og kugler blive transporteret rundt i verden for at blive brugt mod folket. Vi ser foretagender som G4S profitere på angrebene mod vores bevægelser og vi ser massefængslinger af vores folk. Vi ser, hvordan de US-amerikanske, europæiske og israelske politistyrker tilbyder træning hos hinanden for at eskalere racismen, “kontraterrorismen” og repressionen på gaderne i vores lejre, landsbyer og byer.

I vores kredse her i fængslerne håber vi på fortsat at kunne kommunikere med bevægelser og politiske fanger overalt. Vi vil dele vores erfaringer med andre og styrke alle vores bevægelser for frihed og bevægelsen for at frigøre vores fanger. De politiske fanger har en førstehåndserfaring med konfrontation, og erfaringer med at fængsel kan transformere én til politisk fange. Det er ikke en individuel erfaring, men en kollektiv; heroismen hos en fange er ikke kun at være fængslet, men også at forstå at de kan være ledelsen af en bevægelse og fortsætte kampen et nyt sted, som igen har internationale ekkoer. Georges Abdallah kæmper i dag i Lannemazen-fængslet, præcis som Mumia Abu-Jamal kæmper i Mahanoy. Heltemodet kommer ikke bare af at have siddet nogle år i fængsel og efterfølgende blive lukket ud; men af at være en veteran i kamp, som fortsætter med at fremføre befrielsens budskab til dem, der står tilbage.

Den politiske fange er ikke svag og ikke kuet, på trods af undertrykkernes bedste forsøg. Forpligtelsen for den politiske fange er at holde flammen i live. Dette er ikke en rolle, vi har søgt eller arbejdet for at få. Men når vi nu er i denne position, bliver vi nødt til at sætte et eksempel, ikke for vores folk, som er rodfæstede og standhaftige, men overfor fjenden, for at vise at fangenskab ikke vil komme til at besejre vores folk. Vi bærer vores sag, ikke blot som en individuel jagt efter frihed. Israel eller Frankrig eller USA ville have frigivet os eller Georges Abdallah eller Mumia Abu-Jamal, hvis vi var villige til at blive systemets værktøj og forråde vores folk. Men i stedet er fangerne blevet et slående eksempel på en modstandskultur i alt fra kunst til litteratur til politiske ideer.

Det er svære tider for vores revolutionære bevægelser over hele verden i dag. Men disse svære tider kan også indeholde noget godt, hvis vi kigger nærmere; vi baner vejen for en ny generation af revolutionære, som fortsat kan fremføre kravene om socialisme, folkedemokrati og en anden verden. På den tid Newton skrev, delte bevægelser og fanger erfaringer og kommunikerede gennem breve, bøger og kunst, ofte smuglet ud eller ind i fængsler, uden om censur og jernvægge. I dag, med alle de store teknologiske revolutioner, er det svært for politiske fanger at få deres ord hørt, og de nægtes til og med adgang til telefoner for at tale med deres familie og nærmeste.

Hvorfor tænker vi fortsat på, læser og genpublicerer Huey Newtons skrifter i dag? Grundlæggende fordi hans analyse og hans partis analyse var korrekt og fortsat er korrekt, legitim og vital. Når vi ser USA-imperialismens hærgen i dag, truslen fra Trump mod verden og skyderiet mod sorte på landets gader af politiet, er den grundlæggende korrekthed og nødvendighed af Det Sorte Panter Partis arbejde tydelig. Når folkelige bevægelser angribes og frihedsbevægelser stemples som “terror” og kriminaliseres, ser vi et massivt angreb på vores folk. Fængsler er bare én form for tvang i besætterens, kolonisatorens, kapitalistens og imperialistens hænder; andre former for tvang er at fjerne folks viden og indføre isolation.

Påtvingningen af forbrugerisme, fratagelsen af folkets menneskelighed og isolering er alle former for tvang, der ligesom fængslerne, underminerer vores bevægelser, vores folk og vores befrielsesvisioner. De vil have, at vores bevægelser bliver isoleret fra hinanden ved hjælp er “terrorlisten” og stilheden ved individuel isolation. Kapitalistiske og imperialistiske medier flader verden ud, så vi her i de israelske fængsler hører om de nyeste teknologier i USA, men at repressionen mod det sorte folk gøres usynlig. Men virkeligheden er i dag, at der overalt fødes en Huey eller Assata eller Khalifa eller Ishaq som kan bære sine folks drømme fremad.

Huey Newton og de sorte pantere kæmpede for socialisme, social retfærdighed, mod racisme, imperialisme, fra Oaklands gader til flygtningelejre i Libanon. Huey Newton sagde: “Vi støtter palæstinensernes retfærdige kamp for frihed 100 procent. Det vil vi fortsætte med, og vi vil have at alle progressive mennesker i verden tilslutter sig vores rækker for at bygge en verden, som alle folk kan leve i.”

Jeg kan selvfølgelig ikke tale som en ekspert om fængsler i USA i dag. Men bare at kigge på tallene er en slående illustration af, hvad der er galt med systemet. Som palæstinensere møder vi også oplevelsen af negation, angreb på vores eksistens, at blive behandlede som underlegne eller ikke-mennesker på grund af vores påtvungne raceidentitet. Vi forstår gennem vores egne erfaringer, hvordan besættelse og kapitalisme handler om profit. Eksemplet med USAs fængsler viser verden, hvordan fængsler ses som en kilde til billig og tvungen arbejdskraft og profit for kapitalismen. Vi ser hvordan fangenskab bruges til at kontrollere, opdele og true samfund og mennesker, der er under angreb. Fængselssystemet ind mange penge til firmaer, samtidigt med at det indebærer en direkte trussel mod sorte børn og deres fremtid. Og dette er sikkerhedsløsningen som Trump og USA-imperialismen markedsfører til verden som løsningen på kapitalismens krise, en løsning bygget på blodig og brutal udbytning.

Her i vores celler kan vi mærke vibrationerne fra disse angreb og den fysiske påvirkning ved invasionerne og inspektionerne udført af besætterens specialiserede repressive enheder. Vi ser også potentialet og nødvendigheden af, at vores bevægelser rejser sig inde i fængslerne såvel som udenfor. Vi ser tusindvis af mennesker blive dømt til fængselsstraffe på 20, 30, 40 år (og længere), som fratager mennesker deres liv og frihed. Det vi ofrer i fængslerne har betydning, når den kan lede til fremskridt for de fattige og frihed til vores folk. Vores kamp skal påvirke folkets liv i praksis.

Fra Irland til USA til Frankrig til Palæstina fortsætter politiske fanger med at lede bevægelser som bekæmper racisme, imperialisme og kolonialisme. Vi ser også, at fangerne i den palæstinensiske bevægelse møder politisk indespærring over hele verden i fjendens fængsler – fra helten Rasmea Odeh, som blev tvunget ud af USA til de fem fanger kaldet The Holy Land Five, som holdes i isolering side om side med sorte frihedskæmpere for at have deltaget i velgørenhedsarbejde for vores folk, til vores kære kammerat Georges Abdallah som har lidt i 34 år i franske fængsler.

Fængslerne og de politiske fanger er også et eksempel på magten i og nødvendigheden af at “bryde loven”. Loven – imperialisten og kolonisatorens lov – bruges til at stjæle rettigheder og ressourcer fra vores folk og til at retfærdiggøre fængslinger, repression og kriminalisering af os. Ved kollektivt at “bryde loven”, og deres magt til at definere, hvad der er ret – når folk kollektivt konfronterer og “bryder loven”, ikke blot som individer, men som en kollektiv magt, så mister den sin legitimitet. At bryde kapitalismens, imperialismens og udbytningens lov må blive normen, ikke undtagelsen.

Politiske fanger er fængslet, fordi de frygter for vores handlinger og ideer, vores magt til at mobilisere folket på en revolutionerende måde mod deres udnyttelse og kolonisering. De er bange for vores kommunikation, og de er bange for befolkningens magt. De er bange for, at vi vil forenes og opbygge en international front til befrielsen af ​​de undertrykte folk. De ved og de frygter, at bølger bygger en virkelig anden verden. For dem er dette frygt for tab, men for os og vores folk, er det håbet om frihed og viden om fremtidig sejr.

Ahmad Sa’adat, Ramonfængslet, november 2017