Udtalelse fra Internationalt Forums styrelse på baggrund af situationen i Afghanistan
Udgivet d. 30. september 2020
Tyve-årsjubilæet for ’krigen mod terror’ endte den 15. august med, at USA-imperialismens og allieredes tropper – herunder Danmark – i hast forlod Afghanistan.
Imperialisterne invaderede i 2001 Afghanistan – først under sloganet ’krigen mod terror’, herefter under slogan om demokrati og menneskerettigheder, især for piger og kvinder. Men som bekendt styres imperialismen af økonomiske, politiske og militære interesser. ’Demokrati’ og ’menneskerettigheder’ er blot smukke ord, som skal legitimere krige, besættelser og udplyndring.
USA’s interesser har op gennem historien været at gøre Afghanistan – en svag og etnisk splittet stat – til en imperialistisk klientstat i det geopolitisk vigtige Centralasien. USA har tidligere allieret sig med de islamistiske kræfter i Mujahedin (under den sovjetiske-afghanske krig 1979-1989). USA-imperialismen har aldrig haft problemer med at indsætte ekstremistiske grupper i jagten på indflydelse. ”Hellere religion end revolution” lyder en kendt imperialistisk talemåde!
Efter Sovjets sammenbrud i 1991 ønskede USA at markere sig som verdens eneste supermagt og samtidig styrke sin position i Centralasien.
Siden 11. september 2001 har USA satset milliarder af dollars og titusindvis af personer i det afghanske nationopbygningsprojekt – i samarbejde med de reaktionære warlords (krigsherrer). I dag ser vi resultatet: Den gennemkorrupte og udemokratiske bygning styrter sammen. Et splittet USA magter ikke at fortsætte kampen og efterlader sine allieredes befolkninger med følelsen af at have spildt milliarder og menneskeliv på en løgn.
USA satser nu på at etablere relationer til de nye Taleban-magthavere for at lette tilbagetoget og i et håb om at bevare indflydelse i regionen.
Dette er baggrunden for, at USA i februar 2020 indledte forhandlinger med Taleban i Qatar. Den såkaldte fredsaftale betød i realiteten en anerkendelse af Taleban og var optakten til den aktuelle – og aftalte – exit fra Afghanistan. Og når Taleban fra Qatar nu udsender ’forsonlige’ toner i forhold til kvinderne og menneskerettighederne, så er det led i en proces, hvor Taleban fremstilles i ’en ny og bedre udgave’ og dermed en mere acceptabel allieret for imperialismen.
Taleban har allerede indledt en nådesløs jagt på progressive kvinder, oppositionelle arbejdere og mediefolk – alle som ikke lever op til Talebans fortolkning af islam. Disse angreb har imperialisterne et medansvar for og dokumenterer, at imperialisternes snak om at beskytte kvinder og piger har været ren propaganda.
Titusindvis af afghanere flygter p.t. ud af landet. De skal naturligvis tilbydes sikkerhed, frem for alt i de lande, blandt andet Danmark, der er medansvarlige for deres situation. Folkelige protester er brudt ud over store dele af Afghanistan efter Talebans magtovertagelse. Der afholdes protestdemonstrationer ved Afghanistans ambassade i lande over hele verden.
Alle antiimperialister verden over må vise solidaritet med Afghanistans arbejdere, bønder, kvinder og andre undertrykte befolkningsgrupper.
Støt det afghanske folks kamp for frihed og selvstændighed! Bekæmp imperialismen – styrk den internationale solidaritet!