Dette er en oversættelse lavet af vores kammerater i Collectif Palestine Vaincra´s oplæg, til konferencen i anledningen er IFs 50 års fødselsdag. Originalen kan findes på fransk på Collectif Palestine Vaincras hjemmeside eller på engelsk hos Samidoun her. Oversættelsen af lavet af IF KBH.
Tak til Internationalt Forum for invitationen til dette møde. Vi sagde ja med det samme, fordi vi sætter pris på jeres vigtige arbejde med at støtte Palæstina og for boykot af den zionistiske besættelse i alle disse år. Og tak til de andre inviterede talere, især Palestine Action, som vi vil sende vores fulde solidaritet til, imens de står overfor repression.
Jeg taler på vegne af Collectif Palestine Vaincra (Kollektivet Palæstina vil sejre), en organisation, støtter den palæstinensisk modstand, i Toulouse i Frankrig, og som er medlem af det internationale Samidoun netværk og en af de deltagende organisationer i Masar Badil bevægelsen, den palæstinensiske alternative revolutionære vej. Vores kollektiv blev grundlagt i marts 2019, efter et årtis arbejde med at støtte det palæstinensiske folk og deres modstand. Vi er glade for at have Georges Abdallah, arabisk kommunist fængslet i Frankrig i mere end 37 år og Leila Khaled, et ikon for palæstinensisk modstand, med os som æresmedlemmer.
At støtte Palæstina: en antiimperialistisk kamp
Motivationen for at opstarte Collectif var en simpel obervation. I Frankrig, er solidaritetsbevægelsen med Palæstina domineret af en humanitær tilgang, som grundlæggende anerkender den zionistiske stats “legitimitet” og følger den opgivende sti efter den såkaldte Oslo “Freds”-proces.
Vores organisation har brudt med denne tendens i solidaritetsbevægelsen, ved at indtage en anti-imperialistisk og anti-kolonialistisk tilgang til den palæstinensiske sag. Israel er ikke en stat, som alle mulige andre, den er en forpost for de imperialistiske magter i denne del af verden, bygget på bosætterkolonialisme og etnisk udrensning af det palæstinensiske folk. Joe Biden, den nuværende præsident for USA, har gjort dette tydeligt da han sagde: “Hvis ikke Israel var der, ville USA blive nød til at opfinde et Israel for at forsvare sine interesser i regionen.”
Dette gør sig tydeligvis også gældende for alle de imperialistiske magter i verden, som ser den zionistiske stat som en pålidelig og troværdig allieret. Fransk imperialisme har i særdeleshed spillet, og fortsætter med at spille, en nøglerolle i koloniseringen af Palæstina: fra Sykes-Picot aftalerne i 1916, som udgjorde den imperialistiske opdeling af regionen mellem Frankrig og Storbritannien, til afstemningen om FNs opdelingsplan (af Palæstina red.) i 1947, til tilvejebringelsen af atomkraft til den israelske besættelse i 1960’erne, og videre til idag, gennem flere økonomiske og militære aftaler.
At forstå dette, er en erkendelse af, at det at støtte Palæstina, ikke kun er at støtte det palæstinensiske folk i deres legitime kamp for retfærdighed, værdighed og frihed, men også er at støtte os selv, vores community og klasse, i vores kamp imod vores egne landes imperialisme. For det er i forsvaret af imperialistiske interesser i denne region, først briternes interesser og derefter vestens interesser i det hele taget, men især USAs, at det palæstinensiske folk har været mål for brutal kolonisering i 104 år.
At forstå dette, er også at forstå, at det palæstinensiske folk ikke kun konfronterer den zionistiske stat, men også de imperialistiske magter og de reaktionære arabiske regimer som de kontrollerer, f.eks. Egypten og Jordan. Derfor har bevægelsen for Palæstinas befrielse både en palæstinensisk, arabisk og international dimension igennem hvilken vi hver især har ansvar, ikke i humanitær støtte, men i at hjælpe hinanden i vores fælles kamp, en antiimperialistisk kamp. Palæstinas befrielse er en vigtig løftestang for den arabiske revolution og kampen imod de vestlige imperialistiske magter. Det er derfor at forsvaret for den palæstinensiske sag er et centralt spørgsmål.
At sætte en klar linje for Palæstinas befrielse
Inden for disse rammer og med denne tilgang, blev vores Collectif Palestine Vaincra grundlagt omkring en bekræftelse af principperne fra den palæstinensiske revolution i 1960’erne, især visionen om et frit og demokratisk Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet og den umistelige ret til at vende tilbage for alle palæstinensiske flygtninge, som blev fordrevet fra deres land.
Et af vores principper er derfor kraftigt og utvetydigt at understrege illegitimiteten af den zionistiske stat og behovet for dens demontering. Som den palæstinensiske revolutionære George Habash pointerede i 1974: “En dag vil sandheden være tydelig for alle, at der ikke er fred i denne region med eksistensen af en fascistisk og racistisk stat baseret på reaktionære doktriner og med målet om at tjene imperialistiske interesser. Parolen om et demokratisk samfund i Palæstina, startet af den palæstinensiske revolution, er den eneste vej til frihed og fremskridt for alle folk i regionen, inklusiv jøderne, og det er vejen til en permanent og vedvarende fred.” Dette krav kræver en forklaring af den zionistiske bevægelses sande billede som en kolonial og racistisk bevægelse, og et sandt billede af denne stat, som er intet mindre end en af de sidste kolonialistiske bosættelser på planeten. Hele vores praksis og vores politiske linje er derfor rettet imod dette mål.
At stille dette krav bekræfter legitimiteten af den palæstinensiske modstand, i alle dens former, for at konfrontere zionistisk kolonialisme. Dette princip er stadfæstet i international lov, præcist FNs resolution 37/43 vedtaget i 1982, men det er frem for alt, et antikolonialistisk politisk princip. Ja, det palæstinensiske folk har ret til at yde modstand imod kolonisering, besættelse og apartheid! Der er en stor international operation igang for at delegitimere en palæstinensiske modstand og dens organisationer ved at stemple dem som “terrorister”. I dette perspektiv og overfor repressionen af det palæstinensiske folk, mener vi at støtte de palæstinensiske fanger og deres omgående frihed er centralt. De palæstinensiske fanger udgør frontlinjen af modstand mod den zionistiske besættelse og bliver udsat for en stor kriminaliserings-kampagne for at isolere dem fra deres folk og fra international støtte. At støtte de palæstinensiske fanger er derfor ikke kun at støtte op om retfærdighed, selvom det er en del af det, men er først og fremmest støtte til frihedskæmpere og deres sag. Georges Abdallah, Ahmad Sa’adat, Khitam Saafin, Naël Barghourti, Walid Daqqa og alle de 4650 palæstinensiske fanger er ikke “terrorister”, de er modstandkæmpere!
Eftersom vi sigter mod frihed til Palæstina fra floden til havet, forsvarer vi den umistelige ret for at vende tilbage for palæstinensiske flygtninge til deres land. At kæmpe for retten til at vende tilbage for flygtningene i Ein el Helweh lejren i Libanon, og for de palæstinensiske communities i exil i Europa, er at bekæmpe den grundlæggende forbrydelse, skabelsen af den zionistiske stat. Det er at modstå al Nakba (arabisk for katastrofen, red.), som fortsætter idag, fra fordrivelsen af 800’000 palæstinensere fra deres land i 1948, til den etniske udrensning i Sheikh Jarrah og Silwan nabolagene i al Quds (arabisk for Jerusalem, red.) idag.
Det er også derfor vi arbejder for et totalt boykot a den zionistiske stat, dens institutioner og dens støtter. Denne boykotkampagne har ikke intentioner om at erstatte den palæstinensiske modstand eller låse sig fast indenfor rammerne af såkaldt “international lov”, som anderkender legitimiteten af den zionistiske besættelse over størstedelen af palæstinensisk land, men at bruge boykot som et værktøj til at isolere og deligitimere israelsk apartheid. Denne boykot er derfor til tjeneste for den palæstinensiske modstand, i tradition med den palæstinensiske, arabiske og internationale boykot der har eksisteret i snart et århundrede: fra boykotten af produkter fra de første zionistiske bosættere i 1920’erne til boykotten af besættelsesøkonomien under den store intifada i 1987.
En praksis rettet imod disse mål
Som vi sagde i starten er Collectif Palestine Vaincra resultatet af 10 års arbejde med at støtte Palæstina. Uddybningen af denne politiske linje er derfor resultatet af mange møder, først og fremmest med Georges Ibrahim Abdallah. Han er libanesisk kommunist og modstandskæmper, og har siddet i fængsel i over 37 år i et fængsel tæt på Toulouse. Det har først og fremmest været igennem vores forpligtigelse til hans frihed, at vi har udviklet en ny tilgang til at støtte Palæstina, med et grundlæggende brud med de strømme der dominerer den franske aktivistscene. Under vores månedlige møder igennem mange år, har vi deltaget i hans politiske og militante skole. Det er først og fremmest ved hans side, at vi har opdaget og lært om den lange historie og den enorme arv fra den palæstinensiske modstand i helhed og fra den palæstinensiske venstrefløj i særdeleshed.
Men uddybningen af denne linje skete også gennem en militant praksis i kontakt med nutidens realitet. At råbe højt om disse paroler ville selvfølgelig ikke have nogen betydning, hvis ikke de blev virkeliggjort gennem en sammenhængende og vedvarende praksis. Det er denne praksis vi forsøger at implementere med Collectif Palestine Vaincra. Vores mål er at normalisere disse krav i den politiske sfære, især i venstrefløjsbevægelserne og at bringe dem ud til hverdagslivet for beboerne i Toulouse. Det er en svær situation, men vi har udbygget vores inflydelse betydeligt, og lidt efter lidt organiseret ny mennesker, især unge.
Mindst en gang om måneden har vi en informations- og mobilisations-stand i hjertet af byen og i et populært kvarter. Det bliver til rum for møder, trænings-sessioner og diskussioner med hundredevis af mennesker. Det er en mulighed for at hæve det palæstinensiske flag og understrege legitimiteten og relevansen af den palæstinensiske sag i det offentlige rum. Men det er også et rum for konfrontationer, eftersom vores blotte tilstedeværelse vækker stærke fjendtligheder fra de forskellige organisationer, som støtter den ekstreme zionistiske højrefløj.
Et sekundært, men ikke desto mindre vigtigt aspekt af vores arbejde er udviklingen af mediekampagner, agitation og propaganda igennem kommunikationsværktøjer såsom video, grafik eller sociale medier. Målet er at kombinere gadearbejde med online information og propaganda, for at skabe en bred synlighed for Collectif og vores kampagner.
En af de centrale aktiviter for vores Collectif er, selvfølgelig, kampagnen for frihed for Georges Abdallah. Vi støtter hans frihed, ikke blot som et individ, men først og fremmest fordi Georges Abdallah legemliggør et resolut antiimperialistisk alternativ for det palæstinensiske og libanesiske folk. Hver oktober, laver vi store oplysningskampagner ved at uddele titusindvis af flyers og organisere en stor delegation til den årlige demonstration foran Lannemezan fængslet, hvor han er fængslet. I år nåede denne kampagne et vigtigt kvalitativt og kvantitativt skridt, især ved at samle mere end 1000 mennesker til en dynamisk og militant march.
Vi laver også kampagner med umiddelbare mål, især forskellige kampagner for at boykotte Israel. For eksempel har vi lavet en kampagne imod by-venskabet mellem Toulouse og Tel Aviv under de seneste kommunalvalg. Dette emne har været ignoreret i mange år, men vi lykkedes med at gøre det til et tema i den politiske debat denne gang, ved at få 5000 underskrifter fra beboere i byen, lave faste aktioner og aktiviteter og ved systematisk at spørge kandidaterne. Nyvalgte borgerrepræsentanter fra oppositionen har officielt støttet vores kampagne, mens borgmesteren har fordoblet fornærmelserne og beskyldningerne imod os.
Vi deltager også aktivt i kampagnerne fra det internationale Samidoun netværk, især til støtte for Ahmad Sa’adat og de fængslede palæstinensiske studerende. Ligesom vores solidaritet med Georges Abdallah, er disse solidaritetskampagner værktøjer til at bygge solidaritet med Palæstinensere i det besatte Palæstina og for at synliggøre modstandens vej her og nu. Dette palæstinensiske, arabiske og internationale netværk inkluderer flere afdelinger og tilsluttede organisationer, ligesom vores Collectif, i Palæstina, i forskellige europæiske lande, i Nordamerika, i Basilien og i Iran. Det spiller en vigtig rolle i at støtte de palæstinensiske fanger og vi opfordrer jer til at gå med i det.
At stå ansigt til ansigt med repression
Sådan en linje og sådan en praksis fremprovokerer naturligvis stærke reaktiner fra de franske autoriteter, og især fra zionistiske organisationer og støtter af Israel. Siden vi startede det, har vores Collectif stået overfor en stor kampagne af intimidering og pres fra autoriteterne og den zionistiske lobby. Det er selvfølgelig ikke en isoleret sag.
I de seneste år har vi set forskellige sigtelser, beskyldninger og retssager imod aktivister, som støtter boykot at Israel i Frankrig, senest med retssagen mellem præsidenten for EuroPalestine, Olivia Zémor og det israelske medicinfirma Teva. Den propalæstinensiske aktivist vandt sagen i retten. Disse retssager finder sted på trods af at den europæiske menneskeretsdomstol fordømte den franske regering for at forhindre ytringsfriheden. Ikke desto mindre fortsætter den franske regering sine forsøg på at kriminalisere boykot af Israel, især igennem det seneste cirkulære fra justitsministeren.
Et andet værktøj for repressionen af støtter af Palæstina er den skamfulde politiske manøvre at sætte falsk lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme. Dette finder især sted ved at bruge den nye IHRA definition af antisemistisme, som i sine eksempler på antisemitisme inkluderer det at stille spørgsmålstegn ved det zionistiske projekt og det at anderkende Israelse som et racistisk foretagende. Resolutioner, som støtter denne definition af antisemitisme, er blevet vedtaget i Frankrig af den nationale forsamling, i senatet og af byen Paris.
Ved at den israelske besættelse sidste år klassificerede Samidoun og Collectif Palestine Vaincra som “terrororganisationer” er vi nået til et nyt stadie. Det er åbenlyst at hovedformålet er at forsøge at intimidere og isolere de organisationer, som bliver påvirket af en sådan betegnelse. Det er endnu mere tydeligt idag, hvor vi har set at 6 palæstinensiske NGO’er lige har været udsat for samme type angreb. I Frankrig var konsekvenserne for denne betegnelse hurtige, med en kampagne fra NGO Monitor for at vi skulle opløses, en kampagne der blev videreført af et medlem af den franske præsident Emmanuel Macrons parti, som sendte en officiel anmodning til indenrigsministeriet for at vi skulle opløses. Dette er selvfølgelig meget lidt, sammenlignet med de andreb der er på Palestine Action. Ikke desto mindre er det bekymrende at se, hvordan kriminaliseringen af støtte til Palæstina intensificeres i Frankrig, også imod simple aktioner såsom antizionistiske og antiimperialistiske diskurs- og oplysnings-kampagner.
Når man står overfor dette, mener vi det er nødvendigt at bygge en bred forenet front til at modstå repression. Det er vi lykkedes med i Frankrig efter disse trusler, da alle de centrale venstrefløjsorganisationer og fagforeningsbevægelsen udsendte en udtalelse til støtte for vores Collectif på nationalt plan. Dette viser at deres strategi for at isolere os, ikke blot fejler, men har den modsatte effekt.
Men en ting er sikkert, vi er mere end nogensinde fast besluttet på at støtte den palæstinensiske modstand, indtil tilbagevenden og frihed for Palæstina fra floden til havet. Og disse møder er afgørende for at bygge og styrke den antiimperialistiske bevægelse i hele verden.
Ned med imperialismen og zionismen!
Fra floden til havet, Palæstina bliver frit!
