Tale fra Internationalt Forum KBH til demonstration Nej til Oprustning og Militarisering- 18. mia. til velfærd og miljø d. 24. september 2022.
I dag mødes de førende aktører inden for den internationale våbenindustri – multinationale virksomheder, politikere og militære ledere – i København til Forsvarets årlige konference.
Så mens vi står her, er folk samlet bag den store glasfacade foran os og netværker og diskuterer i våbenindustriens interesse – en industri, der tjener penge på krig, besættelse og oprustning.
Og vores forsvarsminister, Morten Bødskov, er vært for arrangementet. SKAM DIG!
Denne “business as usual”-konference finder sted i forbindelse med igangværende destruktive krige, som f.eks. i Yemen og Syrien, og stærkt militariserede imperialistiske besættelser som i Palæstina. Tragisk nok har vi i denne måned endnu en gang været vidne til israelske bombeangreb i Gaza, hvor 43 mennesker, herunder 15 børn, er blevet dræbt og over 360 såret.
Fra Syrien til Ukraine spiller våbenindustrien en enorm rolle i styrkelsen af imperialismen og den globale udbytning og i ødelæggelsen af vores klimasystemer. Derfor er centralt for vores kamp for en retfærdig og lige verden at sige nej til krige, undertrykkende militære interventioner og alle dem, der tjener penge på det!
Og derfor er vi her i dag for at protestere mod konferencen samt den fortsatte oprustning og militarisering af dansk politik og statspraksis.
Konferencens hovedsponsorer er store multinationale selskaber, der producerer og handler med våben eller på andre måder deltager i den globale forsvars-, sikkerheds- og våbenindustri.
Vi har i dag BAE Systems, et britisk multinationalt våbenfirma, som leverer våben til stater som USA, Canada, Indien, Saudi Arabien, Qatar og Tyrkiet.
BEA Systems har et særligt lukrativt samarbejde med Saudi Arabien, som i over otte år har bombet løs i Yemen i en krig, der har kostet op mod en kvart million mennesker livet og totalt ødelagt landets infrastruktur.
En anden stor aktør på markedet, som også er en kær gæst på konferencen, er Lockheed Martin, et amerikansk multinationalt våbenfirma. Lockheed Martin er et af de største våbenfirmaer i verden med Israel som en af sine nærmeste samarbejdspartnere. Det årlige salg til Israel løber op i 4 milliarder dollars.
Lockheed Martin har leveret våben til det israelske militær i forbindelse med dødbringende angreb på palæstinensiske liv, f.eks. som det er dokumenteret i forbindelse med angrebene i Gaza i maj sidste år.
Det er også blevet dokumenteret, at bombninger af civile i Yemen er blevet udført med våben solgt fra dette amerikanske firma, og at Saudi Arabien og Lockheed Martin har indgået kontrakter i 2016-2017.
Her i dag i København har Lockheed Martin været så “venlige” at sponsorere middagen i aften, hvor de også vil holde konferencens afslutningstale.
Udover disse virksomheder er konferencen finansieret af den danske stat gennem Styrelsen for Videregående Uddannelser og Videnskab.
Dette tydeliggør, hvordan den danske stat og våbenindustrien deler interesser i spørgsmål om forsvar og sikkerhed. Det, der binder dem sammen, er magt og penge gennem imperialistiske og kapitalistiske interventioner og alliancer.
Et andet tydeligt eksempel på den stigende oprustning i Danmark er, da landet den 1. juni i år ved en historisk folkeafstemning stemte for at droppe forsvarsforbeholdet i henhold til EU. Det betyder, at Danmark nu kan deltage fuldt ud i EU’s militære anliggender.
Denne udvikling skal stoppes nu. Vi vil ikke se tavst til, mens politikere og virksomheder ofrer folks sikkerhed og frihed for egen vinding. Vi vil ikke acceptere jeres krigspropaganda, som spreder frygt og usikkerhed blandt mennesker, og som er kasyltater for racisme og hadforbrydelser.
Ved at stå her i dag vil vi love os selv at blive ved med at hæve vores stemmer og hjælpe andre til at gøre det samme.
Vi kræver en ende på imperialistiske krige og våbenproduktioner. Vi siger nej til aftaler med Israel, Tyrkiet og Saudi Arabien. Nej til NATO-krigsførelse og USA’s marionetspil.
Vi fortsætter kampen sammen for anti-imperialisme og frihed til alle folk!
Tak!