For at læse det oprindelige indlæg, som bragt på Camino al Andar på spansk, læs her.

 

Hvorfor pokker skulle man beskæftige sig med en oprørsgruppe fra bjergene i det sydøstlige Mexico, når man bor i et såkaldt trygt velfærdssamfund på den anden side af kloden?

Nok er Danmark et velfærdssamfund, men det er underlagt kapitalismens spilleregler, og vi ser hele tiden nye måder, hvorpå det fælles, det humanistiske, det progressive og det anderledes angribes og marginaliseres.

Den danske stat har bebudet en 70% CO2-reduktion i 2030. Alligevel iværksættes megaprojekter som Baltic Pipe, som vil binde de europæiske landes energinetværk til fossile brændsler. Der er en bevægelse mod mere økologi i landbruget, som kæmper en hård kamp mod kapitalinteresser: Der bliver færre og færre landmænd. De må gældsætte sig og optage store banklån, og når de går fallit, erstattes de af kapitalfondenes industrielle landbrug, som kun har profit for øje på bekostning af biodiversitet og dyrevelfærd.

I byerne er vi vidne til groteske lovgivninger, hvor der udpeges såkaldte ghettoområder. Her gælder andre love og regler end i resten af Danmark. Forbrydelser straffes med dobbelt fængselsstraf, indbyggere tvangsflyttes og børn tvinges i offentlige daginstitutioner. Langt størstedelen af beboerne i ’ghettoerne’ er af anden etnisk herkomst end dansk, og særlovene kan med rette betragtes som statsracisme.

Danmark har en fortid som kolonistat og slavehandlernation; en fortid, som vi kun lige er begyndt at forholde os til som samfund. Det er en proces, som har mødt voldsom modstand fra nationalkonservative partier og meningsdannere, som ikke mener, at fortidens synder skal undskyldes. Og så hører det endda ikke kun fortiden til. Danmark opretholder et rigsfællesskab, hvor Grønland og Færøerne i vid udstrækning stadig betragtes som danske kolonier.

Også på forskningsområdet er den frie tanke under pres fra den borgerlige fløj, som for nylig har angrebet universiteterne og krævet et opgør med progressive studier, som de mener er uvidenskabelige og aktivistiske.

Og så er der gentrificering, afvisning og internering af flygtninge, skamfulde deltagelser i krige i Mellemøsten, diskriminering af transkønnede og umenneskelig behandling af psykisk syge.

Ja, Danmark er et velfærdssamfund, men ikke for alle.

I International Forums Mexicogruppe har vi været inspirerede af zapatisterne siden begyndelsen, og vi er til stadighed imponerede over den opfindsomhed og det mod, de viser i kampen mod ‘la hidra capitalista’. Fra de første intergalaktiske møder, la marcha del color de la tierra, La Sexta, La Otra Campaña, Escuelitas Zapatistas, El CIG Va og nu La Gira por la Vida. Og vigtigst af alt: La construcción de autonomía.

Altid nytænkende og altid ydmyge.

De forskellige manifestationer af kapitalismen møder modstand i monstrets bug. Fra neden organiserer vi os for at bekæmp ghettopakker, deportationsregimer, stigende ulighed og diskrimination.

Historisk har zapatisterne spillet en afgørende rolle for den måde, progressive bevægelser har organiseret sig overalt på kloden, men visse steder er deres kamp blevet glemt de seneste år, og det har vi ikke råd til, for vi har fortsat meget at lære af zapatisterne. Vi skal lære, at tanker kan flytte bjerge. En anden verden er mulig, men kun hvis vi ikke begrænser vores forestillingsevne. Zapatisterne lærer os igen og igen at udvide vores sociale fantasi og tænke udover det, kapitalismens dominerende systemlogik har oplært os i at tænke: At status quo er det eneste realistiske valg. Men det er ikke sandt, og det er Zapatisterne med til at minde os om!

Så for at svare på vores indledende spørgsmål: Vi beskæftiger os med zapatisterne, fordi de viser os, at de forskellige kampe er forbundne – og deres rejse denne sommer, la travesía por la vida, er den tråd, som kan samle dem på tværs af Atlanterhavet og på tværs af historien.