Støt de 9 politiske fanger på Mobilepay: 8182NY 

 

 

Originaltekst af Ivan Olando Duque: https://twitter-thread.com/t/1537122994539077632.

 

De har taget 6 kammerater i Cali til fange, som har kæmpet for Pacto Histórico (og mere end 20 andre i hele landet).

 

Statens behov for at vise resultater, at have syndebukke: intimidering og provokation fra et desperat regime. Det minder os om, hvad der er på spil.

Jeg kan ikke gøre for det. Jeg skal her fortælle historien om én af disse kammerater.

 

Det er et eksempel på Colombia: statsforbrydelser, ulighed, vold og grusomhed fra et regime, men også generøsitet, storhed og udholdenhed hos almindelige mennesker, der arbejder for et mere retfærdigt land.

 

Rolando og Katherine tog til San Cipriano-floden, to timer fra Cali, i 2007. Det var en hurtig udflugt inden det nye semester på Universidad del Valle. Den første nat sov de i det fri ved flodbredden. Den næste dag svømmede de og fandt ned til bunden af alle flodens små bassiner.

 

De havde næsten ingen penge og intet telt, men de var frie og unge. Rolando husker, at Katherine legede med tre ildfluer. De forsøgte at sove i en forladt hytte. Telefonen var løbet tør for batteri, de tænkte, at det næsten var daggry, og gik mod vejen for at vende tilbage til Cali.

 

De skulle krydse en gammel bro over floden, med rådne tværbjælker fra den gamle jernbane. De spøgte om at træde forkert og falde i vandet. I en smuk kronik skrevet af @Helen Fraga Soto fortæller Ronaldo om det øjeblik, hvor Katherine passerede ham på broen:

 

“Da hun gik forbi mig, kiggede hun på mig, smilede og sagde: “Skynd dig, sønnike! Jeg husker meget godt hendes ansigt, da hun sagde den sætning. Hun går ca. fem skridt foran mig, hun er allerede halvvejs over broen, og det er i dette øjeblik, at jeg hører følgende: Tatatatatatata!”

 

I de tidlige morgentimer den 3. august 2007, midt i den krigeriske iver fra Álvaro Uribe Vélez’ regerings “demokratiske sikkerhedspolitik”, skød den colombianske nationale hær to civile, der gik langs San Cipriano-floden.

 

Det ville være endnu to “falske resultater”. [red. Civile præsenteret som guerillaer] 

 

Jeg siger “ville være”, for Rolando faldt såret i vandet og blev revet med af strømmen. Da han endelig nåede en bred, vadede han gennem mudderet og planterne, med al adrenalinen og smerten og angsten for sin partner, og lå ubevægelig. Hæren ledte efter ham med lommelygter.

 

Ved daggry kom han til bevidsthed igen, hørte stemmer, så broen i det fjerne og gik hen til en sti. Hans ben blødte fra et skudsår. To soldater fandt ham og bragte ham til en løjtnant – omgivet af embedsmænd fra anklagemyndigheden: “Vi beklager, det var en militær fejltagelse”.

 

Katherine Soto, der kun var 21 år gammel, døde af skudsår i ansigtet, maven og benene. 

 

Og der er ingen tvivl (der er mindst 6402 fortilfælde): Hvis det ikke var fordi Rolando faldt i floden og overlevede, ville de begge være blevet erklæret for guerillaer, der blev dræbt i kamp.

 

En administrativ afgørelse fra 2019 beordrer den nationale hær til at undskylde over for Katherine Sotos familie og erkende sit ansvar for forbrydelsen.

 

Jeg fortæller dette, ikke kun på grund af vægten af denne uretfærdighed, eller fordi Katherine var en af mine venners veninder (og jeg husker stadig det øjeblik, hvor jeg fik nyheden), men fordi Rolando Quintero i dag er blevet fængslet af de samme sikkerhedsstyrker, som næsten dræbte ham. Og han er et enormt menneske.

 

Men hans historie er ikke enestående. Det er historien om tusindvis af colombianere, som har mærket grusomheden på egen krop, som har set dette oligarkiske regime, der opretholder sig selv med vold, i øjnene, og som alligevel er forblevet stærke og generøse og beslutsomme og bevidste.

 

De fleste af jer, der læser dette, ved allerede, hvad det vil sige at konfrontere det colombianske militær og politi i retssystemet: aflytning, chikane, trusler, fusk og angreb.

 

Historien om ofre for statsforbrydelser er en historie med kronisk reviktimisering.

 

Men Rolando fortsatte med at tale, med at vise sit ansigt og fortsatte sine studier i statskundskab på Univalle. Og han helligede sig “storpolitik”, dvs. politik i nabolaget, hans nabolag: styrkelse af fællesskabet, løsning af konflikter og hverdagsproblemer.

 

Derfor var han ikke en politolog, der arbejdede i Puerto Resistencia, da den sociale opstand i 2021 fandt sted, men blot en almindelig nabo. “El profe”, plejede drengene at kalde ham. Han blev en central figur i nabolaget.

 

Han modtog trusler og blev overvåget. Hans hus blev ransaget for flere år siden, og han ved, at statslige styrker følger ham overalt. Men han forblev engageret i pædagogik og folkelig organisering og omdannede sit hus til et folkekøkken for fællesskabet.

 

Han er styret af et ræsonnement: Én af årsagerne til udbruddet i 2021 var sult. En af mobiliseringens succeser var de fælles suppekøkkener: hvordan skulle man sikre tre måltider til alle disse mennesker i kvarteret efter udbruddet?

 

Og reviktimiseringen fortsatte: Katherine Sotos mor blev truet og intimideret; én af Rolandos nevøer blev næsten lammet af politiets kugler i de sociale protester. Men han fortsatte med at arbejde for at styrke forbindelserne og økonomien i nabolaget.

 

Tilgiv mig, at jeg har talt længe, men dette er historien om tusindvis af colombianere, der hver dag sætter deres liv på spil for at opbygge et mere retfærdigt land. 

 

Offer for staten, revikitimiseret af staten, og fortsætter alligevel kampen hver dag og nedefra for kollektiv værdighed.

 

Hvorfor fortæller jeg dig dette? Tre grunde:

 

1. En ven, som også har været udsat for regimets vold, fortalte mig i dag: “I denne forfølgelse har du to muligheder: Du gemmer dig, og det gør dig mere sårbar, eller du viser dit ansigt endnu mere. Synlighed er en risiko, men den beskytter også”.

 

2. For jeg kan stadig huske det gys, jeg følte, da Rolando stod på scenen på pladsen San Francisco i Cali i 2007. Han havde krykker og bandager og friske sår fra regimets kugler. Og han sagde med en enorm stemme: “Jeg er ikke længere bange”.

 

3. I dag så jeg ham nemlig på en video, håndjern på, men meget rolig, romantisk og beslutsom, som mange af os husker ham. Og han udtrykte sin overbevisning om sine egne handlinger med den følelse og det håb, som millioner af colombianere deler. Kun hans ord kan afslutte denne beretning.

 

Rolando Quintero sagde:

 

“(…) at vi bliver bagvasket, at vi bliver stigmatiseret betyder, at vi gør det rigtige, det retfærdige. Der er ingen lidelse, ingen smerte… kun kærlighed, overbevisning, beslutsomhed for dette land, som vi vil ændre. Længe leve Francia! Længe leve Petro!”

 

Støtte og solidaritet

Du kan støtte de 9 politiske fanger på Mobilepay: 8182NY 

Du kan også støtte Profe Papas via denne Vaki, som også virker udenfor DK: https://vaki.co/es/vaki/SolidaridadConRolando.