Colombias økonomi ligger i ruiner. Regeringen forsøger med håbløse og forældede metoder at finde en vej ud af krisen.
af Héctor Mondragón
For tredje år i træk befinder den colombianske økonomi sig i krise. Produktionen og virksomhedernes fortjeneste ligger endda lavere end i de foregående år. Eksportsektoren er det eneste sted, hvor der er fremgang, og det er endda kun delvist. At antallet af udstedte byggetilladelser i Bogotá er faldet med 40 pct. i forhold til kriseåret 1998 giver en idé om, hvor elendigt det hele står til.
Selvfølgelig er det den jævne befolkning, der er hårdest ramt. Arbejdsløsheden er steget til over 20 pct., og det er blevet udnyttet til at forringe lønningerne og arbejdsforholdene for de, der stadig er i arbejde. En undersøgelse viser, at der nu er en halv million arbejdere, hvis løn ligger på niveau med eller under den lovligt fastsatte mindsteløn. Der er nu mindre fast arbejde, men til gengæld flere kontraktansættelser med færre garanterede sociale ydelser. Og lægehjælp bliver dyrere og dyrere.
Det, som regeringen kalder for en succes, er, at bruttonationalproduktet er faldet mindre end i det foregående år. Det drejer sig ifølge regeringen "kun om 3,5 pct." - selvom det reelle tal snarere er på 5 pct. Med andre ord: vi har nået afgrundens bund.
Det betyder ikke, at den økonomiske konjunktur er uforandret. Det er lykkedes for den økonomiske politik at gennemtvinge et fald i realrenten. De massive protester fra låntagerne i UPAC (en skandaleramt realkreditinstitution) førte til en kendelse fra Forfatningsdomstolen, der lægger op til ændringer i de ågerrenter som kreditinstitutionerne kræver for boliglån.
Det er i høj grad pga. den økonomiske krise - og ikke pga. regeringens økonomiske politik - at den årlige inflation for første gang er faldet til 10 pct. Det er sket på trods af et underskud på statsbudgettet på 6 pct. og hårrejsende stigninger i benzinpriserne på 41 pct.
Den eneste løsning på underskuddet på statsbudgettet er at søge om nye kreditter fra Den Internationale Valutafond - med de sædvanlige strukturtilpasningskrav som betingelse.
Devalueringen af den colombianske peso blev gennemført efter pres fra eksportsektoren og efter ordrer fra Den Internationale Valutafond. De foretagne ændringer har kun haft en positiv effekt ét sted: på eksporten. Og de legale eksporterhverv har vist sig ude af stand til at sætte sving i den samlede colombianske økonomi.
Colombia betaler regningen
Eksportsektorens fremgang har til gengæld meget at gøre med den forværrede økonomiske krise. For at forstå hvorfor, skal man vende blikket mod USA. USA har importeret en masse og haft underskud på handelsbalancen på grund af dollarens styrke og devalueringer overalt i verden. Men samtidigt - og af de samme grunde - har USA suget værdier ud af Asien og Latinamerika.
Når den amerikanske økonomi voksede med 5 pct. i 1999, er det i høj grad takket være den finansielle krise i Sydøstasien og Latinamerika og kapitalflugten fra disse lande.
Pastrana-regeringens politik udspiller sig indenfor rammerne af den internationale økonomiske virkelighed, der handler om udbytning af råvarer til de rige landes fordel. Under disse forhold betyder eksport at flere værdier havner i USA. I Colombias tilfælde vil det sige: olie. Pesoens fald tiltrækker udenlandske investeringer til de profitable eksporterhverv, der udvinder olie og andre råstoffer.
Så samtidigt med at prisen på råolie er steget på det internationale marked, og det statslige olieselskab Ecopetrol derfor får mere i kassen, bliver Colombia straffet, når der importeres benzin (*1). Benzinpriserne udregnes nemlig efter internationale standarder, der forfordeler de transnationale benzin-sælgende selskaber i forhold til Ecopetrol.
Det vil sige, at det for regeringen ikke er så vigtigt at eksportere varer for at få valuta til at sætte gang i økonomien. Det er vigtigere at eksportere regeringens image som en solid støtte for de transnationale selskaber, så disse selskaber igen kan presse den amerikanske regering til at yde større militærhjælp til Colombia.
Udadtil forsøger regeringen at præsentere sig som villig til at indgå fred med oprørerne - for dermed at opnå større udenlandsk støtte. Indadtil befinder fredsprocessen sig i et dødvande, fordi regeringen nægter at komme med udspil til de økonomiske, sociale og politiske reformer, der er nødvendige for at komme videre i forhandlingerne. På denne måde bliver selv fredsprocessen behandlet som et eksportproblem.
Regeringen får en lussing
Pastrana-regeringen vil helst lukke øjnene for det, men efter WTO-mødet i Seattle kan det ikke længere skjules: Globaliseringen, der har været på mode i de seneste to årtier, er i krise.
I Seattle mødtes en række protester mod globaliserings-dogmet. Det var et møde mellem tusinder af demonstranter, der repræsenterede millioner af miljøaktivister, fagforeninger, bondebevægelser og oprindelige folkeslag. Stumperne begynder at samle sig til en gigantisk protest mod de transnationale selskabers projekt, en samling, der med tiden kan opbygge et alternativt internationalt projekt.
Den colombianske regering (og andre landes regeringer med) hidser sig op over, at fagforeningerne kræver internationale minimumsregler for at beskytte arbejderne mod at blive udnyttet. Regeringerne hidser sig op over, at miljøaktivister forlanger, at naturen ikke bliver ødelagt for "udviklingens" skyld. Seattle var en ordentligt lussing til den slags regeringer.
Helt bortset fra protesterne viste Seattle, at frihandelen overhovedet ikke er fri. Europa fortsætter med at yde høje offentlige tilskud til landbruget, mens de colombianske bønder nu er blevet helt afskåret fra statsstøtte og landbrugssektoren i det hele taget i år 2000 vil modtage det laveste støttebeløb nogensinde. WTO-mødet blev en fiasko, og selv om der stadig er meget lang vej til at besejre de transnationale selskabers globaliserings-model, så var Seattle begyndelsen til enden.
Dinosaurerne vil ikke dø
Men neoliberalisterne omkring Pastrana nægter at indse, at verden har ændret sig. De insisterer blindt på den forældede politik. Deres program er simpelt: Lavere løn til arbejderne, nedskæringer på de sociale ydelser, lukke offentlige hospitaler, privatisere el- og telefonselskaberne og overdrage hvad der endnu findes af statsejet olie, gas og kul til private. Det er ikke nogen langtrækkende vision.
For regeringen er "den bedste landbrugspolitik at devaluere". Sandt nok har devalueringen ydet en vis beskyttelse for den nationale landbrugsproduktion og bevirket, at arealet af opdyrket jord er steget for første gang siden 1990. Men stadigvæk bliver der i dag opdyrket 700.000 hektarer mindre end for ti år siden.
Der er ingen ny vision for landbruget. Regeringen fastholder den udtjente metode med at devaluere uden at foretage strukturelle ændringer. Det kan give kortsigtede resultater, men er ubrugeligt på længere sigt. Disse herrer, der præsenterer sig som yderst moderne, er i virkeligheden dinosaurere, der hænger fast i et forældet historisk system: godsejervældet og underkastelsen overfor USA. Oven i købet samtidigt med at de lovpriser globaliseringen.
For hundrede år siden udloddede general Reyes Colombia i koncessioner og kontrakter - i dag forsøger mineministeriet at gøre det samme ved at overdrage naturgassen til det US-amerikanske selskab Enron. Colombias økonomiske elite har tilranet sig jorden med magt. Nu håber eliten på at spinde guld ved at sælge den til investeringsprojekter.
Aktiekuserne styrtdykker
Selvom regeringens yuppier føler sig kaldet til at promovere udenlandske investeringer, lykkedes det dem ikke at komme op med noget nyt i det forløbne år. Oven i købet besluttede japanerne sig for at udskyde deres deltagelse i privatiseringen af Meta-floden (*2). Forberedelserne til dette projekt har ellers allerede forårsaget massive og blodige folkefordrivelser i området.
De transnationale olieselskaber fortsætter også med at kræve flere og flere fordele, samtidigt med at de forsøger at knække det indianske U’wa-folks kamp for at forsvare sin jord.
Aktieindekset på Bogotás børs faldt under den internationale finanskrise i 1998 fra omkring 1.000 point til 700. I første kvartal af 1999 fik rentefaldet indekset til igen at stige til i nærheden af 1.200 point. Men efter "mini-statskuppet" anført af forsvarsminister Lloreda og hans generaler faldt indekset igen til under 900 pga. den ringe tiltro til fredsprocessen og de ringe resultater som industrien og handelen fremviste (*3).
Ved årsskiftet var børsindekset lige ved at runde de 1.000 point. Det skal ses i lyset af en devaluering på 27 pct. og betyder efter international målestok, at tallene ser lige så slemme ud som under den værste periode af krisen i 1998.
Moralsk fallit
Som sagerne står, bliver det en langsommelig og uhyre omkostningsfuld affære for størstedelen af colombianerne før økonomien kommer i gang igen. Det bliver en økonomisk reaktivering efter spilleregler bestemt af de transnationale selskaber, den herskende politiske klasse, godsejer-spekulanterne og finansgrupperne.
Pastrana-regeringen er ikke i tvivl om hvis interesser, den vil tjene. Til gengæld vil den helst lukke øjnene for at de sociale protester - lige som i Seattle - kan stikke en kæp i hjulet for de stores planer. Bønderne fra Cauca-regionens kamp, Nariño-indianernes, U’wa-folkets og Embera Katío-folkets modstand, den landsdækkende generalstrejke i august og de omfattende sociale protester fra februar til maj mod yuppiernes "Udviklingsplan" er alt sammen hændelser, der peger mod en anden fremtid.
Den herskende klasses moralske fallit består netop i at forsøge at opretholde en forældet økonomisk model gennem vold, beskidt krig, mord på de folkelige bevægelsers ledere og ved at fordrive hundredetusinder af mennesker fra områder, der er strategisk vigtige for store investeringsprojekter og at ødelægge ikke-genoprettelige naturresurser.
Med endeløst hykleri eksporterer regimet samtidigt sit demokratiske image for at opretholde sin magt og de udenlandske investeringer. Men hvor længe endnu?
Hector Mondragón er økonom og rådgiver for de colombianske indianeres paraplyorganisation CONIC
Noter:
(1): En stor del af colombiansk råolie raffineres i udlandet
(2): Meta-floden er en af de vigtigste vandveje i Colombia
(3): Forsvarsministeren og en lang række højtstående officerer deponerede deres opsigelser i protest mod regeringens "blødsødenhed" i forhandlingerne med oprørerne.