Af Christine Lundgaard
Colombia: Hvad man taler om i USA og Europa, realiserer de i Colombia. Colombias regering har med nye ekstreme tiltag lagt sig foran i den globale krig mod terror: Et stikkerkorps med 1 million medlemmer, oprettelsen af civile vagtværn og en ny krigsskat er på vej. Præsidenten erklærede landet i undtagelsestilstand på sin første dag på posten. _Guerillaen er også i offensiven med sin egen dagsorden, men det er ikke oprørsbevægelserne, som i første omgang bliver ramt af de nye tiltag
Det var sandsynligvis oprørsbevægelsen FARC, som bød Colombias nye præsident, Alvaro Uribe Vélez, velkommen til magten ved en spektakulær aktion på indsættelsesdagen den 7. august. Tre fjernstyrede missiler blev affyret mod præsidentpaladset - Casa de Nariño. Een ramte plet og forvoldte materiel skade i paladset, mens en anden missede målet og dræbte 12 civile i et slumkvarter i Bogotá. FARC har ikke påtaget sig ansvaret for aktionen, men havde i ugerne inden lovet Uribe en voldsom start. Aktionen opfattes som en dristig provokation mod myndighedernes sikkerhedsapparat, der sandsynligvis aldrig har været så fuldt udfoldet som på denne dag. Den 7. august var Colombia militariseret til tænderne - i byerne stod alting stille. Med Uribe Vélez ved magten bliver der sandsynligvis mange flere dage som den.
Skræmmekampagne
Uribes svar på den varme velkomst kom samme dag: Få timer efter sin indsættelse erklærede han Colombia i undtagelsestilstand. Derfor kunne politiets sikkerhedskorps, DAS, allerede den følgende dag gennemføre den første række af ransagninger i Bogotá. Efter eget udsagn for at opspore gerningsmændene, der havde affyret de tre missiler fra en privat lejlighed i hovedstaden. Som et led i undtagelsestilstanden, den såkaldte conmoción interior, kan ransagninger af folks hjem og beslaglæggelse af materiale nu ske uden dommerkendelse eller sigtelse. Det er nok, at myndighederne har en formodning om, at ransagningen eller beslaglæggelsen kan virke forhindrende på fremtidige kriminelle handlinger. Det samme gælder tilbageholdelse af personer. Og i begge tilfælde gælder det, at hvis vigtigere hensyn gør sig gældende, behøver ransagnings- eller arrestordren ikke være skrevet ned. En mundtlig ordre er nok. Undtagelsestilstanden har været forberedt og omdiskuteret længe. Og i følge politisk aktive, der selv har oplevet ransagninger af deres hjem, er tiltagene i højere grad led i en skræmmekampagne, der skal ramme politisk og fagligt aktive bredt. Angrebene retter sig mod retten til at forsamles, bevæge sig, kommunikere og ytre sig frit. Dekretet tillader: “Forebyggende tilfangetagelse af personer, aflytning af kommunikation og registrering af korrespondence, udlændinges fremstilling over for myndighederne, indskrænkning af personers og køretøjers frie bevægelighed samt midlertidig konfiskering af ejendom og ydelser”.
Dekret 2002: Militærstyre
Gamle dages militære undtagelsestilstand blev i virkeligheden afskaffet i Co-_lombia i 1991 efter voldsom international kritik. Den tilstand af “conmoción interior”, som præsident Uribe har sat i stedet for, er en pænere omformulering, som desuden kræver at blive fornyet efter 270 dage. Men med det seneste tillæg nærmer man sig tidligere tiders militære styre.
Oprettelsen af “sikkerheds- og genoprettelseszoner” - populært kaldet krigsskuepladser - er rettet mod de dele af landet, der overvejende er kontrolleret af guerillaen. Her strammes myndighedernes og hærens indgreb i befolkningens rettigheder yderligere, idet der i dekretet henvises til “de kriminelle organisationers...forklædning af sine medlemmer i civilbefolkningen...og den konstante forsyning, der tilflyder dem i de områder, hvor de holder til.” I de nye zoner sorterer borgmestrene under hærchefer og generaler; politiets og hærens myndighed står over de civile.
En gigantisk landsdækkende protestmarch den 16. september blev af mange set som en prøveklud for militærets nye magtbeføjelser. Bøndernes organisationer planlagde sammen med det centrale fagforbund, CUT, at marchere imod Uribes krigspolitik. Det, på trods af angst for at præsidenten med nye dekreter ville forbyde marchen i sidste øjeblik og tillade hærens direkte angreb på deltagerne. Og selv om dele af marcherne blev forbudt, blokerede bønder, arbejdere og studerende de største veje over hele landet og vandrede mod byerne. Alene i Bogotá deltog 150.000 mennesker i demonstrationerne. I andre dele af landet forbød hæren al udkørsel, og hæren eller paramilitære grupper opsatte checkpoints og blokerede store områder eller beslaglagde marchdeltagernes forsyninger. I dagene op til marchen blev folk fra hele landet tilbageholdt under beskyldning om at ville deltage i uroligheder. Under marchen blev store grupper af demonstranter arresteret, ved Gaias deadline sad flere hundrede stadig indespærret. Tre spanske fredsvagter blev fængslet og afhørt - de er nu udvist af landet.
Alt det kan myndighederne gøre med loven i hånden. Hvad der trods alt stadig er ulovligt, var de paramilitæres forsøg på at forhindre protesten: Den 16. september holdt de hele befolkningsgrupper indendøre med trusler om at massakrere enhver, der bevægede sig udenfor. I de nye “sikkerhedszoner” får de paramilitære frit spil til denne form for manøvrer. Militæret kan beskytte dem og samarbejde med dem, som de vil, eftersom militæret selv er øverste myndighed. Hæren skal også have hjælp fra nye såkaldte civile vagtværn. En ny brigade på 10.000 mand skal oprettes, og de civile medlemmer skal bevæbnes af staten og trænes i oprørsbekæmpelse.
Stikkerkorps - “Angiv straks!”
Uribes mest omfattende projekt skal direkte involvere 1 million colombianere og vil i praksis berøre mange flere. Det er oprettelsen af “informationsnetværk” - et landsdækkende civilt stikkerkorps. Et sådant korps skal ifølge præsidenten opdage og melde terrorister, inden de når at udføre kriminelle handlinger. En handling som angrebet mod præsidentpaladset eksempelvis. Det blev planlagt i en lejet lejlighed, hvor naboen eller udlejeren måske burde være blevet mistænksom og have slået alarm? Stikkerkorpset skal have hemmelige medlemmer overalt lige fra offentlige kontorer og beboelsesejendomme til private virksomheder. Præsident Bush’ foreslåede TIPS-system, som man i USA ikke har kunnet blive enige om, realiseres nu i Colombia - i Uribes egen version.
Gaia spurgte Gloria-Inés Ramírez, forkvinde for Colombias største fagforbund FECODE (Lærernes Forbund), hvad det nye stikkerkorps betyder:
“Det er et totalitært projekt, hvis sociale base de er i færd med at skabe gennem lønninger og understøttelse. På den måde skal den offentlige orden genoprettes ved hjælp af afskaffelsen af de individuelle rettigheder. Dekretet om det nye stikkerkorps blev officielt bekendtgjort af forsvarsministeren dagen efter præsidentens indsættelse. I byen Valledupar, hvor de opstarter det første netværk, vil de i den første etape rekruttere 6000 stikkere, betalt af staten.
Det er en helt ny form for paramilitarisme. Men den minder meget om det system, Uribe indførte, da han var guvernør i Antioquia. De berygtede sikkerhedskooperativer, som Uribe oprettede dengang, blev platformen for hele paramili-_tarismens udbredelse her i landet. Forskellen i dag ligger i, at stikkerkorpsene skal betales officielt af staten med opbakning fra kongressen.”
Menneskerettighedsgruppen - Colec-_tivo de Abogados - advarer almindelige mennesker mod de store risici, stikkerkorpset og statens kampagne “Denuncie y llame ya!” (“Angiv og ring straks!”) vil indebære: “Kampagnen, som lanceres i hele landet, lover på en simpel måde at forbedre vores sikkerhed. Men selv om de lover dig diskretion og fortrolighed, er det jo klart, at i hvert fald den, der modtager dit opkald, vil vide hvem du er. Og hvis du modtager betaling, er der også personer, der laver overførslen. Der opdages adskillige tyveri- og afpresningsnetværk inden for politiet og sikkerhedstjenesten selv hvert år. De vil være klar over, at du modtager penge. Og guerillaen har masser af infiltrerede i efterretningsvæsenet. Når du opføres på stikkerkorpsets lønningsliste, skrives du måske også på listen over guerillaens militære mål. Anonyme opkald, breve og e-mails vil i praksis blive umulige; alt vil kunne spores, i takt med at politiet og sikkerhedskorpset optrapper deres spionage og aflytning.”
Underjordisk opposition
Mens en million spioner rekrutteres af staten, samler oppositionen også hemmelige kræfter. I erkendelsen af at legalt og åbent politisk arbejde bliver mere og mere umuligt, er et nyt underjordisk kommunistparti i sin opstartsfase.
Det hemmelige parti er en direkte konsekvens af den skæbne, som venstre-_fløjens brede samlingsprojekt, Unión Patriótica, led i 80’erne. Valgalliancen fik stor succes ved valgene i 1985, men blev fysisk udslettet i årene efter, da omkring 4000 ledende medlemmer blev myrdet af paramilitære lejemordere. Der er ingen tegn på, at historien ikke vil kunne gentage sig. Antallet af selektive mord på venstrefløjspolitikere og fagligt aktive er stigende og i Colombia blandt de højeste i verden. Det er samme erkendelse, som ligger bag FARC’s forsøg på at starte en anden type bred, samlende bevægelse - Movimiento Bolivariano (Den Bolivarianske Bevægelse). En slags ny Unión Patriótica - men denne gang under jorden. Bevægelsen har eksisteret i godt to år og har som mål at organisere medlemmer fra et bredt politisk spektrum; bare de kan enes om at gå imod de traditionelle partiers krigsmaskine og neoliberale politik.
At optrevle disse bevægelser og angive og fange alle, der støtter dem eller har sympati for dem, bliver én af det statsbetalte stikkerkorps opgaver. En opgave, det bliver umuligt at løse. Men bevidstheden om de mange civile stikkere vil givetvis sprede skræk og rædsel.
Heksejagt
Gloria-Inés Ramírez forklarer: “Nu begynder det, jeg kalder heksejagten - inkvisitionen: Først anklager de dig, så straffer de dig og bagefter ser de, om du er skyldig eller ej. Det er en optrapning af den militaristiske strategi inden for det såkaldte demokrati.”
De nye initiativer har skabt en bølge af krigsbegejstring i medierne. Samtidig med at USA begynder at kræve valuta for pengene efter at have investeret milliarder i oprørsbekæmpelse i Colombia, er politiets sikkerhedstjeneste ivrig efter at vise resultater. I de store byer melder de store medier hver dag om tilfangetagne terrorister, som angiveligt enten er guerillakomman-_danter under dække, medlemmer af en bymilits eller planlægger terrorhandlinger.
Er man først i sikkerhedstjenestens varetægt, er det meget svært at komme ud igen. Holder den oprindelige anklage ikke, bliver man som regel anklaget for “oprør” (rebelión). Ligesom den nye danske terrordefinition er den colombianske definition på “oprør” bred og upræcis - og umulig at tilbagevise. Men hvorfor holder myndighederne på civile, som ingen kan bevise tilhører guerillaen? “Glem ikke, at fra begyndelsen er de militære styrker og den politiske elite opdraget efter den nationale sikkerhedsdoktrin,” forklarer Gloria-Inés Ramírez. “Doktrinen har til formål at “fjerne vandet fra fisken. Det vil sige, at alle vi, der har en anden holdning end regeringen, alle vi, der er fagligt aktive eller tilhører venstrefløjen, vi er guerillaens potentielle støtter.”
Præsident Uribe fik flertal allerede i præsident-_valgets første runde. Det ser altså ud til, at der er et flertal, som støtter ham og den politik, han fører? Det er Gloria-Inés Ramírez dog ikke enig i: “Det er ikke et flertal, der har stemt på Uribe. Vi plejer at sige, at det var boykotten, der vandt valget. Ud fra et flertalsdemokratisk synspunkt er præsidenten ikke legitim. Men det faktum, at han vandt i første valgrunde, markerer et meget vigtigt skift i Colombias politiske liv, for forfatningen garanterer faktisk to runder. Det er første gang, vi ser det fænomen - et fænomen, der hænger sammen med optrapningen af krigen og opbygningen af en totalitær stat. Begge dele med mediernes fulde opbakning. Det kan lade sig gøre i Colombia, som ellers bryster sig at være et demokrati, fordi der kun er én landsdækkende avis, og denne avis støtter regeringens politik. Avisen tilhører vicepræsidentens familie. Det betyder, at der i dette land kun formidles ét synspunkt, én vision. Og denne vision er, at krigen er den eneste mulige løsning på konflikten. Det er en markant holdningsændring, der er sket i toppen af den politiske klasse, og en væsentlig årsag til dette skift er USA’s politik. Den herskende klasse tror, at den, med støtte fra USA, kan besejre guerillaen. Vi mener, de begår en stor fejl. De har forladt den vej, der pegede mod fred, den vej, der søgte de sociale forandringer, vores land har brug for. De forsøger nu via ren militær udslettelse at opretholde en samfundsmodel, der ikke tilgodeser andre end finanssektoren og storborgerskabet.
Jeg mener, det er en forældet tankegang. Den her konflikt har varet 40 år; regeringen kan simpelthen ikke holde fast i ideen om at vinde den ad militær vej.”
Guerillaen skifter linie
FARC og den anden større guerillabevægelse, ELN, er ikke de første, der bliver ramt af regeringens krigspolitik. Især FARC har lagt stilen om, efter at den tidligere præsident Pastrana i februar afbrød fredsprocessen mellem de to parter. Ud over at hæren har lidt pinlige nederlag i direkte militære sammenstød, er guerillaens sabotageaktioner, bl.a. mod de store olieselskaber, blevet flere og større. Flere af sabotageaktionerne gennemføres som et samarbejde mellem FARC og ELN.
Derudover følger FARC to strategier: At hive tæppet væk under en stat, de ikke anser for legitim; og at presse den økonomiske elite og regeringen tilbage til forhandlingsbordet.
I foråret udsendte FARC en opfordring og en trussel til alle borgmestre, andre valgte og ansatte i kommuner og byråd. De bedes trække sig fra deres poster, ellers vil de blive tilbageholdt eller dræbt. De første som under stor mediebevågenhed forlod embedet, var borgmestre fra områder, hvor venstrefløjen står stærkt. Men flere hun-_drede borgmestre har i månederne efter trukket sig eller forsøger at passe arbejdet over telefonen.
Det er FARC’s plan, at de lokale selvorganiserede “juntas de acción comunal” (fælles aktionskomiteer) skal overtage det lokale styre. På den måde kan de traditionelle to partier vippes af pinden og lokalt demokrati indføres nedefra. Det er dog ikke i alle områder af landet, at der allerede eksisterer aktionskomiteer, og få steder er komiteerne stærke nok til at påtage sig den nye rolle. Byrådenes farvel medvirker nærmere til at forstærke indtrykket af statens generelle kollaps. De paramilitære svarede FARC igen med trusler om at dræbe alle, der følger opsigelsesordren. Regeringens reaktion i _borgmestersagen har været at beordre sikkerhedstjenesten til at overtage alle administrative funktioner, hvor de ansatte trækker sig. Det vil i realiteten sige at indføre lokale militærregimer.
Prominente krigsfanger
FARC vil gerne have regeringen tilbage til forhandlingsbordet og har et sæt betingelser klar til præsident Uribe. En af forudsætningerne er, at hæren denne gang trækker sig ud af to sydlige provinser, som skal fungere som forhandlingszone. På kortere sigt, uafhængig af en egentlig fredsforhandling, tilbyder guerillaen at udveksle krigsfanger. Fangerne er et presserende tema for begge parter.
Senest sagde vicepræsidenten Santos nej tak til FARC’s forslag om at tage hul på spørgsmålet. Santos og en samlet regering bag ham insisterer på, at FN skal inddrages i en eventuel forhandling. Gerne i form af en egentlig invasion af blå baretter. Desuden er en af Uribes vigtigste betingelser for enhver fremtidig fredsproces, at guerillaen nedlægger våbnene først. Men Uribe bliver nu presset fra en uventet kant. Prominente politikere i guerillaens varetægt vil udveksles og kræver, at præsident Uribe nærmer sig FARC. De foreslår, at parterne bruger en humanitær aftale om krigsfanger som startskud til en fornyet forhandlingsproces.
Det var militæret, som sidste år forhindrede en aftale om fangeudveksling mellem Pastranas regering og FARC. Enden på sagen blev, at guerillaen betingelsesløst udleverede over 350 militære fanger som en ensidig gestus.
Tættere på krigen
Men siden da har FARC ændret taktik. De kendte fanger er stærke kort i hånden på guerillaen i deres bestræbelser på at presse regeringen til forhandling. Men de er også et led i at gøre borgerskabet i byerne berørt af krigen. Konflikten er ikke længere noget, der foregår på slagmarker langt væk fra den økonomiske elite. Nu kommer krigen tættere på.
I FARC’s varetægt sidder blandt andre 12 valgte fra Valle-provinsen, som blev bortført i april måned. De 12 blev sidst set i live på et videobånd, som FARC overleverede til nyhedsbureauet Reuters. En af de tilfangetagne, Ramiro Echeverry, beder her præsident Uribe om at gribe til handling over for den væbnede konflikt:
“Jeg opfordrer præsidenten til at arbejde for en humanitær udvekslingsaftale, fordi det er hans forfatningsmæssige ret. Han bør ikke overlade det emne til FN.”
Forud for Uribes besøg i Valle-provinsens hovedstad Cali havde byrådsmedlemmernes støtter hængt bannere op i hele byen. De opfordrer præsidenten til at tage imod FARC’s tilbud om udveksling og forhandling. Flere steder i landet forhandler borgmestre og andre på egen hånd med FARC og tilskynder præsident Uribe til at gøre det samme.
Foruden et stort antal af hærens officerer tilbageholder FARC desuden fem kongresmedlemmer, den tidligere forsvarsminister, den tidligere udviklingsminister, Antioquia-provinsens guvernør, samt én af præsidentkandidaterne fra forårets valg, Ingrid Betancourt. Sagen om Betancourt vakte enorm opmærksomhed i medierne, da præsidentkandidaten blev taget til fange i februar måned, efter at hun trods advarsler rejste ind i et FARC-kontrolleret område sammen med sin kampagne-fotograf. Også i Europa er sagen blevet taget op, da Betancourt i valgkampen slog sig op som valgets grønne kandidat og derfor regnes som forbundsfælle af flere europæiske grønne partier. I Danmark har SF bekymret sig om hendes skæbne. Efter seks måneders tavshed vendte Betancourt i august måned tilbage til offentligheden i en video, hvor også hun opfordrer Uribe til at indgå en aftale med FARC og holder regeringen ansvarlig for det skete.
Krisen kradser
Imens fortsætter Uribe sin krigspolitik. Alle regner med at undtagelsestilstanden bliver forlænget efter de første 270 dage. Og Uribe har lovet, at han i sin regeringsperiode vil fordoble det statslige militærbudget. På længere sigt bliver det dog umuligt for regeringen at holde krigsmaskinen kørende i dens nuværende gear. Der er simpelthen ikke råd. Nok har regeringen som noget af det første indført en krigsskat, som rammer alle borgere med en formue på mere end 64.000 USD. Men Colombias økonomiske krise er så akut, og hullet i statskassen så stort, at den ny skatteindtægt bliver et ubetydeligt plaster på såret. Med flere privatiseringer, statslige fyringer og nedskæringer og yderligere indskrænkning af arbejdernes rettigheder, forsøger regeringen at udsætte krisen. Den nye regerings økonomiske politik adskiller sig ikke markant fra sin konservative forgængers neoliberalisme; men det er ikke en sammenligning, præsident Uribe bryder sig om.
Eks-præsident Pastrana forlod præsidentposten som den - ifølge colombiansk presse - mest upopulære præsident nogensinde. Han vil blive husket som præsidenten, der blev valgt på løfter om fred og forhandling og som brækkede nakken på det. Indtil videre kendes Alvaro Uribe Vélez som præsidenten, der blev indsat på løfter om den totale krig, og som på alle fronter har levet op til sit løfte.
Kilder: Anncol - www.anncol.com
Rebelión - www.rebelion.org
Se også www.modkraft.dk: Artikler om Uribes baggrund og om de paramilitæres aktioner