Internationalt Forum

Sydafrika - modstand mod neoliberalismen

Af F.Barchiesi med flere

Analysen af Sydafrika viser kompleksiteten og forskelligheden i strategierne for udmøntningen af den neoliberale tankegang til praksis i de enkelte lande. Men på samme tid belyser dette mulighederne for modstand på det globale niveau. ANC-regeringens adoption af en neoliberal orienteret politik kan ses som en reaktion på to sammenhængende set af faktorer; på den ene side nyformuleringen af den folkelige modstand og forventningerne til fremtiden. På den anden side krisen i den traditionelle statslige udviklingspolitik.

Resultatet er, at den form neoliberalismen tager i Sydafrika og som vi definerer som: "hjemmelavet strukturel tilpasning" udviser nogle særlige selvstændige sydafrikanske karakteristika. Dette skyldes det særlige sydafrikanske forhold mellem staten og klasserne mere end en såkaldt "nødvendig" og ren økonomisk neoliberal logik på globalt plan.

De særlige træk ved neoliberalismen i Sydafrika afspejler forskelligheden i dens fremtrædelsesformer i verden, men viser også smuthuller og modsigelser, der giver rig mulighed for at udvikle modstand. Denne modstand og de behov modstanden er udtryk for, skaber argumenterne i den venstreorienterede strategi, som kan forandre den situation det sydafrikanske civilsamfund befinder sig i i øjeblikket, hvor det enten bliver institutionaliseret eller usynliggjort af neoliberalismens overherredømme.

Sydafrika og krisen i udviklingstanken

Den sydafrikanske politiske debat og deltagende demokrati har en rig historie. Denne historie rummer muligheder og alternativer til neoliberalismen. Den kamp, som det sydafrikanske folk førte for at besejre apartheid-regimets undertrykkelse, krævede ikke kun afskaffelsen af den institutionaliserede racisme. Kravet var en grundlæggende omfordeling af landets ressourcer, der kunne styrke befolkningen og lokalsamfundene, således at de kunne få opfyldt deres basale behov og dermed rette op på den skævvridning som den racistiske kapitalisme havde skabt. Det var et krav om revolutionære forandringer, som skulle være i stand til at give de millioner af mennesker, der var berøvet de mest grundlæggende sociale rettigheder af en kombination af racisme og monopolkapitalisme, magten over deres eget liv tilbage. Dette krav blev udtrykt meget konkret: det var krav om ordentlige boligforhold, adgang til vand og elektricitet, krav om en social ret til uddannelse, en reel jordreform, ophør af diskrimination på arbejdspladsen og indførelse af almindelig anerkendte standarder på arbejdsforhold og arbejdsmiljø.

Den ANC-regeringen, som blev resultatet af valget i 1994 valgte en udviklingsorienteret politik for at opfylde disse krav. Det blev udtrykt med en politik, der skulle kombinere en aktiv rolle for staten i en omfordeling af de nationale ressourcer, med en politik, der sigtede mod på samme tid at udvikle en konkurrencedygtig eksportindustri og gøre landet til et attraktiv sted for udenlandske investeringer. Den indbyggede modsætning mellem denne politiks to målsætninger er blevet stadig mere tydelig den sidste snes år i den verdensomspændende neoliberale økonomiske politik, ikke mindst i de såkaldet udviklingslande. Disse landes afhængighedsforhold til verdensøkonomien og råvareprisernes fald er den grundlæggende årsag til den gældskrise landene har befundet sig i, og de tiltag de internationale financielle institutioner er kommet med for at "rede" disse lande. Det første offer for de financielle institutioners tiltag var statens rolle i økonomien. Den stramme finanspolitik og de andre betingelser som IMF og Verdensbanken kræver for at hjælpe de fattige lande resulterede i privatiseringer, nedskæringer i det offentlige forbrug, fyringer af offentligt ansatte, fremme af eksporten af lavt forarbejde råvarer, krav til arbejdsmarkedet om en høj grad af fleksibilitet. Denne politik ødelagde de sociale sikkerhedsnet, skabte usikkerhed på arbejdsmarkedet og øgede arbejdsløsheden. Statens regulerende rolle på bevægelser af udenlandske investeringer og statens evne til, i et vist omfang at kunne forhandle med de transnationale selskaber om reinvestering af profitter, social og miljømæssige ansvar, skattebetaling osv., blev afgørende svækket af denne politiske udvikling. Konsekvenserne her af blev, at de store transnationale firmaers strategier i stigende grad satte betingelserne for de statslige prioriteringer.

Nationale udviklingsprojekter mistede i denne neoliberale sammenhæng enhver målsætning om at regulere de globale kapitalbevægelser, i stedet blev de selv i øget omfang afhængig af udenlandske investeringer og "hjælpeprogrammer". Denne politiske udvikling var nok i stand til at opretholde de politiske og sociale eliters magt, men samtidig medførte den generelle nedgang i levestandard, at kontrollen med befolkningen blev problematisk. Modstanden mod neoliberalismen fra forskelligartede og velformulerede grupper og klasser i samfundet faldt sammen med en krise i statens evne til at få folk til at føle sig som ligeværdige borgere og integrere klasserne i en fælles samfundsopfattelse. Som svar på væksten i den formelle og uformelle modstand viste statsmagten den anden side af neoliberalismens ansigt; undertrykkelsen, ved siden af det officielle ansigt med det frie marked og konkurrence.

Udhulingen af statens selvbestemmelse i udviklingslandene - når det ikke lige drejer sig om social kontrol, repression og gennemførelse af IMF og Verdensbankens anbefalinger - bekræftiges også af nye initiativer fra WTO som f.eks. forhandlingerne om MAI-aftalen (se sidste nr. af GAIA). Dette fald i statsmagtens råderum i "Syd" har sin parallel i mange lande i "Nord", hvor man bevæger sig bort fra velfærdsstaten. Statens prioritering er nu først og fremmest at fremme nationens og private firmaers konkurrencedygtighed på verdensmarkedet og dermed føre en social og økonomisk politik, som fuldstændig er underlagt de transnationale financielle institutioners krav om monetær stabilitet.

Nationalstatens politik er reduceret til at søge at tiltrække og beholde en del at den globale merværdi i landet. I stedet for selv at tage initiativer er staten reduceret til blot at reagere i forsøg på at tiltrække udenlandsk kapital og få den til at investere i produktion. Denne politik medfører at staten i afgørende omfang har mistet evne til at udligne forskelle og formidle kompromiser i samfundet. Kort sagt, velfærdsstatens krise i "nord" og krisen i udviklingsstrategierne i "Syd" skyldes begge en indsnævring af statsmagtens muligheder for at føre en politik som garanterer social og økonomisk retfærdighed. For venstrefløjen understreger dette behovet for modstandsstrategier som er i stand til at sætte spørgsmålstegn ved staten som den eneste arena for politisk repræsentation og progressiv forandring.

Sydafrikas begrænsninger: Arven fra apartheid Imidlertid er Sydafrika noget anderledes stillet end det brede scenario, der er beskrevet ovenfor. Sammenlignet med de fleste lande i "Syd" er den sydafrikanske statsgæld minimal. Statsgælden udgør kun 5% af den totale udenlandsgæld, resten af gælden er private firmaers. Dette forhold kunne i nogen udstrækning have beskyttet Sydafrika fra de internationale finansinstitutioners neoliberale recept. Imidlertid er den sydafrikanske stat i dyb gæld til indenlandske kapitalinteresser og firmaer. Firmaer, der samtidig havde stor fordel af apartheidssystemets billige arbejdskraft. I 1997 udgjorde alene renterne af den offentlige gæld 40 milliarder rand, mens indkomstskatteindtægterne kun beløb sig til 15 milliarder rand. Med en rente på 22% om året betød dette at ressourcerne til omfordeling af samfundets goder blev meget begrænsede og at regeringens sociale og økonomiske politik var gidsel hos den hjemlige storkapital. Arven fra apartheid former således på afgørende vis den økonomiske politik i det "nye" Sydafrika.

Desforuden virker gældsbyrden som en nedadgående spiral, da den sydafrikanske offentlige gæld skyldes til store private investorer (f.eks. pensionsfonde), som bruger regeringens afdrag og rentebetalinger til at købe statsobligationer for. På den måde bliver skatteydernes penge brugt af kapitalen til at berige sig selv, ved yderligere at udvide den offentlige gæld samtidig med at programmer for fattige og marginaliserede beskæres. Resultater er, at kapitalens magt stadig er afgørende når retningen af forandringerne i det sydafrikanske samfund bestemmes. Regeringen er imidlertid ikke bare et passivt gidsel. Den støttede rent faktisk kapitalens neoliberale orientering ved dels at åbne op for de internationale financielle institutioners indflydelse og dels nedbryde nationale barriere for den globale konkurrence. Denne proces begyndte med et IMF-lån på 850 millioner US.$. til tørkehjælp. Et lån der rent faktisk ikke var nødvendigt. Årsagen til at optage lånet var at forpligte Sydafrika i forhold til IMF. Siden da har IMF og Verdensbanken blandet sig i Sydafrikansk politik. For nylig har Verdensbankens direktør været i Sydafrika for at inddrage fagbevægelsen og "civilsamfundet" i den neoliberale politik ved at knyttet dem til sig i en løs struktur af konsultationer.

Konklusionen er, at IMF og Verdensbanken ikke optrådte i Sydafrika som almægtige og uovervindelige kræfter der underlagde nationalstaten deres vilje. Deres indflydelse i Sydafrika blev muliggjort af den forsatte dominans af den hjemlige monopol kapital, der voksede under apartheid og gennem samarbejde med den nye demokratiske stat. Det virker som om, at rationalet bag sådan et statssamarbejdet var at tilvejebringe en stabil social kontrol og demobilisering af de kritiske og mest militante meningstilkendegivelser i det Sydafrikanske samfund (på townshipniveau, arbejdspladser, universiteter og landområder). Disse tilkendegivelser udgjorde, i virkeligheden, en massiv trussel mod samfundets overgang til et neoliberalt demokrati.

Hjemmelavet strukturtilpasning - en speciel slags neoliberalisme

De indenlandske politiske og økonomiske faktorer er relevante i forklaringen af den indflydelse international financiel kapital har i Sydafrika og har desuden betydning for vores forståelse af socialdemokratisk velfærd, baseret på ambitionen om at råde bod på fortidens uligheder gennem udbydelse af undervisning, sundhedssystem og social service. Men RDPs største modsætning forblev dets manglende evne til at frembringe grundlaget for den slags produktivitetsaftaler og sociale arrangementer (eksempelvis strategier for fuld ansættelse, omfattende omfordelinger af jorden og nationaliseringer), der kunne understøtte de finansielle strukturer, der har været en forudsætning for de ’historiske’ socialdemokratiske velfærdsstater. I midlertid faldt selv samme socialdemokratiske eksperimenter for den nye lovsang om finansiel tilbageholdenhed og makroøkonomisk disciplin, da RDP blev skrevet. RDP indeholdt også stærkt neoliberale elementer, som øget udadvendt orientering af økonomien og fremme af udenlandske direkte investeringer.

Disse flertydigheder og svagheder udmyntede sig, via ANCregeringens arbejde, i en yderligere betoning af det neoliberale indhold i den økonomiske politik. Strategien af juli 1996 "Growth, Employment and Redistribution" (GEAR), udtænkt af finansministeriet og den hidtidigt bedste afspejling af holdningsskiftet i de officielle erklæringer. GEAR forstærkede regeringens vægt på financiel disciplin, kontrol med inflationen og fremme af konkurrenceevnen. Tiltag der på diskutabel vis skulle give mulighed for de offentlige udgifter at stige igen, efter at vækstraten i år 2000 skulle nå usandsynelige 6,1%. En betydelig rolle var tiltænkt liberaliseringen af udenlandsk valuta, eksport promovering, privatisering af statslige firmaer og skabelsen af et bidragende og attraktivt miljø for udenlandske investeringer. Der blev imidlertid ikke forslået nogle specifikke strategier for, hvordan det kunne sikres, at firmaerne tog ansvaret for at investere.

GEAR anbefalede større arbejdsmarkedsfleksibiletet, sandsynligvis via et tovejs-system, der indebar deregulering af specielle kategorier af ufaglært arbejde samt undtagelsen af små firmaer fra dele af den nye arbejdsmarkedslov. En ’social aftale’ blev også overvejet, hvor rammer for lønstigning for organiserede arbejdere skulle modsvares af rammer for prisstigning i erhvervslivet. Alt dette foregik på et arbejdsmarked, som ILO (International Labour Organisation), betegner som allerede ekstremt fleksibelt eksempelvis karakteriseret ved store lønsvingninger og brug af løsarbejdere. Den økonomiske væksts efterspørgselsdrevne karakteristik blev seriøst svækket med GEAR. RDPs resterende fokus på omfordeling og skabelsen af arbejdspladser mistede fuldstændigt positionen som uafhængigt og af regeringen prioriteret område, og kom nærmere til at afhænge af erhvervslivets internationale konkurrenceevne og de nationale og internationale investorer.

Holdningsskiftet var allerede mærkbart i de mellemliggende post-RDP økonomiske dokumenter. Disse redefinerede RDPs strategi, fra at have lagt vægt på at "imødekomme basale behov" til en strategi der kun spillede en rolle på det retoriske plan med det mål at skabe enighed og bibeholde nogen social konsekvens af fattigdommen, uden dog at tage skridt til at elimenere de strukturelle årsager til fattigdommen. GEAR var derfor ikke en afviselse af RDP, men en opsigtsvækkende bekræftigelse af den neoliberale orientering der allerede var til stede, omend på en mere nuanceret måde indenfor RDP.

Som ANCs Rob Davies, tidligere leder af den parlamentariske finanskommite, tilkendegav, er der ingen garanti for, at implementeringen af alle forskrifterne indeholdt i GEAR vil føre til de ønskede makroøkonomiske udfald. Hele processen afhang nærmere af, om GEARs tiltag var i stand til at skabe tillid blandt nationale og udenlandske private investorer. Med andre ord, en sikring af privat profit blev set som hoveddrivkraften i tilvejebringelsen af en slags social velfærd, uden dog at det blev uddybet på hvilken måde dette skulle ske. Resultaterne er dog sigende: mere end 100.000 arbejdspladser er forsvundet under GEARs første år (GEAR havde lovet 126.000 nye arbejdspladser), Brutto nationalproduktet faldet til -0,8% i det første kvartal af 1997, inflationen vipper omkring 9,9%, og nye uligheder er blevet større, med berigelsen af kun en lille del af det ’sorte’ erhervsliv. Den eneste synlige ’sociale’ dimension der er i GEAR, der også blev brugt som et vigtigt legitmerende mål, var skabelse af arbejdspladser.

Generaldirektøren i finansministereiet er dog lige fremkommet med den overraskende bemærkning, at forholdet mellem økonomisk vækst og skabelsen af arbejdspladser kræver mere undersøgelse... men, det er værd at understrege, at GEAR ikke afviger fra, men nærmere er en distilleret udgave af de tidlige ideologiske standpunkter der gradvist fik sit tag i ANC i løbet 1990’erne. Hvis strategien ikke bliver modarbejdet, vil industrien og erhervslivet uddrage fra GEARs fejlslående politik, at mere finansiel disciplin, flere privatiseringer, flere nedskæringer i den offentlige sektor er nødvendigt, og at den virkelig farer er, om de vil finde flere og flere modtagelige ører i regeringen.

Alle de sociale indikatorer er blevet negativt påvirket af den sydafrikanske neoliberalisme. Udbydelsen af huse er afhængig konkurrencefordelene på markedet, statsstøtte til anskaffelse af bopæl er kun tilgængelig for de mest marginaliserede dele af markedet og slår langt fra til. Tydeligt fraværende er også programmer for konstruktionen af sociale boligbyggerier og boligsikring.

Tiltag for genoprettelse og omfordeling af statsejet jord påvirker ikke fundamentalt det "villig sælger-villig køber" grundlag der kendetegner landbrugsreformen. Derudover indeholder de eksisterende tiltag, hvor landsamfund, der uvilkårligt blev fortrængt under apartheid, kan gøre krav på at få deres jord tilbage, ikke nogen virkelig bemyndigelsestiltag på græsrodniveau. Resultatet er, at høvdingenes clientelle/traditionelle magt styrkes, gennem fremførelsen af krav om jord for hele deres samfund.

Kampe for forandring af den tertiære undervisning er brudt sammen på grund af manglende fonde og en overhængende trussel om fjernelse af offentlige tilskud, grundet statens stadigt mindre involvering i sektoren. Disse argumenter bliver brugt af gammeldags universitetesadministratorer til at modsætte sig forandring i sammensætningen af de studerende til at blive mere repræsenttativ for den sydafrikanske befolkning. Arbejdere og studerene kæmper for bedre arbejdsforhold, men holdningen hos de nye private ejere af universiteterne bliver forstærket og kampen mod privatisering bliver mødt med høj grad af undertrykkelse.

Nylige ændringer i lovgivningen omkring industrielle forhold sætter en klar sammenhæng mellem slutningen af konflikter og modstand på arbejdspladsen og sydafrikas styrkede konkurrenceevne på verdensmarkedet og i den globale kamp for udenlandske investeringer. Fleksibilitet, medbestemmelse og arbejder-deltagelse bliver fremskyndet. Men dette sker gennem adskillelse af de kollektive forhandlinger om løn og arbejdsforhold, der bliver afgrænset til et centralt niveau, og spørgsmålet om produktivitet og omstrukturering, der bliver tildelt et tilsyneladende konfliktfrit forum på arbejdspladsniveau. Der er ingen lovfæstet pligt til forhandling i Sydafrika, men adskillelsen forringer arbejdernes forhandlingsposition, og svækker fagforeningernes lederskab overfor erhvervslivet og regeringen. Et eksempel på dette er diskussionen om tilføjelsen til loven om basale arbejdsforhold, hvor kapitalen støttet af regeringen afviste fagforeningernes krav om 40 timers arbejdsuge og seks måneders barselsorlov. Dette affødte en massiv bølge af protester, der kulminerede i 2. juni generalstrejken, og førte endvidere til at COSATU satte spørgsmålstegn ved de centraliserede trepartsforhandlinger, uden dog at have et reelt alternativ.

Presset på organiseret arbejdskraft er for nyligt intensifiseret. Et 1996 ANC-diskussionsdokument om "Staten og den sociale transformation" advarer arbejderbevægelserne og opfordrer dem til at opgive deres økomiske krav, og de mindes om den relative priviligerede position lønarbejderne står i, og om deres ansvar i udviklingen. Samtidig lægges der ikke et lignende ansvar på kapitalen, i stedet bliver udenlandske investeringer set som en prioritet for udviklingen i sig selv. Der kan desuden sættes spørgsmålstegn ved lønarbejderens priviligerede position, da der ofte eksisterer netværk hvorigennem lønarbejdere understøtter en store gruppe af arbejdsløse slægtninge dømt til marginalisering eller usikkerheden i den uformelle sektor.

Denne situation er specielt problematisk for kvinder. På den ene side tilskynder neoliberalismen og globaliseringen til deres adgang på arbejdsmarkedet, fordi de er billig arbejdskraft - grundet deres stadige forbindelse med husholdninger, og på grund af deres tilpasningsevne - der skyldes ønsket om at gøre sig fri af det mandsdominerede samfunds undertrykkende strukturer. På den anden side forbliver deres position en andenrangsborgers. De er nødsaget til at tage arbejdet med de dårligste lønninger og arbejdsforhold, der desuden forværres som resultat af de markedsledte processer som øget løsarbejde, decentralisering og hjemmearbejde. Desuden er det hovedsageligt kvinderne der må bære byrden, når de neoliberale strategier fører til nedskæringer i de offentlige udgifter og grundlæggendee serviceydelser, og dermed forstærkes deres underlegne position og de hindres paradoksalt nok i at få adgang til arbejdsmarkedet.

Sydafrika: ANC og neoliberalismen

Fremme af central forhandling og korporativ fælles politik mellem kapital, arbejderbevægelse og regering genopretter i sidste ende ikke den indflydelse arbejderne mister på græsrodsniveau. I virkeligheden er kapitalen og ANC mere tilbøjelige til på tomandshånd at forhandle de reformer igennem, som kunne være upopulære hos arbejderne. Det stiller ofte arbejderne overfor et "fait accompli" - dvs. beslutningen er i realiteten taget på forhånd. Endvidere er kapitalens magt i disse forhandlinger øget enormt af regeringens selvpålagte begrænsninger i den financielle disciplins navn (til eksempel et max 3% underskud i forhold til BNP år 2000). Ved at hindre muligheden for vækst gennem øget efterspørgsel, efter Keynesiansk model, undergraves de velfærdsambitioner, Sydafrikas korporative beslutningssystem måtte have. Desuden er selv en ekspansiv politik efter en rent monetaristisk plan tvivlsom, da den kan bringe den ustabile Rand og den pressede betalingsbalance i endnu større krise.

I dette scenario beror den eneste mulighed for makroøkonomisk vækst på udenlandske investeringer. Til dette formål er regeringen involveret i en massiv bølge af privatiseringer af basale funktioner såsom transport, telekommunikation og vandforsyning. Dette fuldender en generel struktur, som er en hån mod Sydafrikas ambitioner om en korporativ velfærdsstat. De lokale storproducenters og udenlandske investorers sammenfaldende interesser er, selv om de ikke er uden modsætninger, et vigtigt element i den hjemmelavede strukturtilpasning. Og denne struktur er endvidere udarbejdet og raffineret i form af "makroøkonomiske berænsninger af forandringsprocessen" af en hel hær af akademikere, teknokrater, konsulenter og forskere. Disse folk, som primært har en radikal og militant fortid indenfor kampen mod apartheid, er nu optaget af om dagen at minde befolkningen om de samme "objektive" grænser for radikal forandring, som de selv udarbejder om natten for finansministeriet. Det er i disse begrænsningers navn at disse "eksperter" anbefaler arbejderne at moderere deres lønkrav og at binde dem til produktivitet, fleksibilitet og virksomhedsresultater. Og det er ligeledes i disse begrænsningers navn, at de bakker op om undertrykkelsen af protesterende studenter og arbejdere, og at deres aviser og tidsskrifter ignorerer de vedvarende kampe blandt fattige på landet og township-bosættere. Staten er ikke et passivt offer for denne mekanisme, men er snarere en struktur som må underlægges neoliberalismens overherredømme ved hjælp af midler som deregulering, liberalisering og privatisering. Men dette neoliberalismens overherredømme har sine rødder i velfærdsstatens krise og ubehjælpsomhed overfor globaliseringen af kapitalismens regime. I sidste ende sætter denne udvikling spørgsmålstegn ved staten selv som det primære fokus for progressive kampe for forandring.

Modstand mod neoliberalismen: Bagved institutionalisering og usynlighed

Det neoliberale overherredømme over social og økonomisk politik, og socialdemokratismens manglende evne til at fremstå som en reel udvej, stiller befolkningens ønske om reel forandring overfor et barsk alternativ. På den ene side forlanges det af "det civile samfund" , at det accepterer sin institutionalisering indenfor de neoliberale "makroøkonomiske begrænsninger" og indenfor de socialdemokratiske sociale kontrolstrukturer, korporatisme, medbestemmelse og pacificering, som fremviser systemets mangler både hvad angår omfordeling og repræsentation. På den anden side er de, som ikke ønsker at tilpasse sig denne institutionaliseringsproces simpelthen henvist til usynlighed. I dag, mere end tre år efter den første fremkomst af Genopbygnings- og Udviklings Programmet, kan den almindelige befolkning imidlertid se langt efter de forventede resultater. Derfor er et alternativ nødvendigt, som ligger imellem usynlighed og neoliberal-socialdemokratisk institutionalisering. Den symbolske magt som Genopbygnings- og Udviklings Programmet stadig har over den sydafrikanske klassesammensætning tyder på, at der endnu eksisterer et mellemliggende rum mellem de to ekstremer. Det viser, at der stadig findes en hårdnakket vision om forandring baseret på basale behov og solidariske netværk udenom markedsherredømmet.

På den måde bevares, i hvert fald til en vis grad, traditionen for selvstyre og selvorganisering på arbejdspladser og i lokalsamfund, som var så afgørende i bekæmpelsen af apartheid, og som stadig er på dagsordenen for den anti-neoliberale venstrefløj. Dette skaber modsætninger til de kapitalistiske reformer og mindsker kapitalismens mulighed for stabilitet. Fremme af fleksibilitet og arbejdernes deltagelse har ofte den utilsigtede effekt, at arbejderne uafhængigt indser vigtigheden af socialt samarbejde og kommunikation. Begreber der tørner sammen med en racistisk og autoritær ledelsesstil, som uden nogen form for regulering griber til rationaliseringer og nedskæringer. Dén trend er stadig oppe i tiden og bliver nu styrket af Sydafrikas søgen efter konkurrencefordele på verdensmarkedet. Modsætningen er en stor udfordring til fagbevægelsens strategi og fik førhen arbejdere i mange sektorer til at nægte at samarbejde og deltage i virksomhedernes beslutningsprocesser.

Jordkampe og besættelser i områder som for eksempel Mpumalanga og Northern Province har på samme tid demonstreret alvoren i det folkelige krav om en ordentlig omfordeling af jorden; de har vist den udbredte utilfredshed med den markedsorienterede tilgang til problemerne og med de "traditionelle" myndigheders rolle. Kampene for jord støder ind i en hel række af problemer forbundet med kapitalismens udtømmelse af resurser. Til eksempel afviste folk i Kyalami massivt et forslag om "udvikling" i form af et anlæg til dumpning af giftigt affald til 10 mio. Rands, som derefter måtte droppes. Lokalsamfundet Difateng nægtede at få installeret forudbetalt elektricitet af elselskabet Eskom, som svarede igen med at slukke for al strøm. Alligevel bliver den slags kampe nok henvist til usynlighed og glemsel. De er nemlig helt upåagtede af dem, Tebogo Phadu fra SACP kalder "de afprofessionaliserede intellektuelle".

Traditionen for masseorganiserede kampe i de sorte arbejder-townships udmøntede sig i 80’erne i udbredt anti-autoritarisme, boykot af lejebetalinger og kampagner mod udemokratiske lokale myndigheder. Herved skabtes en dyb folkelig sympati for direkte græsrodsdemokrati. Den blev dog til dels imødegået af autoritære og udemokratiske lokale ledelesesmetoder. Fra sidste halvdel af 80’erne blev styringen af det civile samfund mere og mere overtaget af ANC, som havde kontrol med hele bevægelsen. Man videreudviklede ikke græsrodsdemokratiet i praksis, men gødede derimod jorden for 90’ernes demobilisering og institutionalisering af kampene på græsrodsniveau. I perioden efter apartheid har ANC-regeringens modsvar til brede sociale krav hverken været et opsving for velfærd og social service eller en afvisning af arven efter apartheid.

I det lange løb havde regeringen valget mellem at give magten til masseorganisationerne og de enkelte medlemmer eller at stole på de bureaukraters ekspertise, som havde kørt apartheidmaskinen i årtier. Et alternativ til neoliberalismen ville helt klart have indebåret uddelegering af magt til masseorganiseringer. Den civile bevægelse organiseret i SANCO (South African Civic Organisation) har for nylig rykket for offentlig kontrol af ressourcerne og en generel omfordeling. Man søger her at efterkomme og organisere indstillingen blandt græsrødderne, og det bekræfter Sydafrikas specielle tradition for modstand. Modsat andre afrikanske lande er den sydafrikanske modstands historie kendetegnet ved massebaserede organisationer som tilbød et reelt altenativ til neoliberalismen, som i nogen grad er overført til politisk niveau. Og det er stadig relevant for at finde det nødvendige altenativ mellem usynlighed og institutionalisering.

Den nuværende indførelse af neoliberalisme i Sydafrika betyder ikke nødvendigvis en afvisning af alternativer, som endnu ikke har noget konkret udtryk. Kampen for at knuse apartheid involverede millioner af almindelige mennesker i organiseringer efter princippet om deltagerdemokrati. Når vi i dag ser os om efter alternativer til den herskende orden er kilden den samme; Massebevægelse og masseorganisering. Men sandheden er, at de eksisterende masseorganisationer er blevet betydeligt demobiliserede og desorienterede efter institutionaliseringen af arbejdskraften og det civile samfund, specielt efter 1994. Vigtige ledere af næsten alle fagforbund og borgerretsbevægelser er gået ind i regeringen. Desuden har politisk pres fra ANC og erhvervslivets finansielle lokkemidler ført til et generelt skift fra tidligere anti-kapitalistiske holdninger.

Mod nye kampnetværk

Et alternativ til neoliberalismen afhænger i det lange løb af genveje, med lydhørhed overfor behovet for at forbinde de forskellige kampe, samtidig med at respekten for kampenes indre forskellighed og uafhængighed bevares.

Hvis nye kampnetværk som noget nyt sætter spørgsmålstegn ved gamle strategier om overtagelse af eller indflydelse på statsmagten, skal det ikke blot ses som et ønske om statens fravær - dvs. en neoliberal tankegang. Hvad de folkelige bevægelser har opnået gennem kamp, f.eks. sociale rettigheder eller en progressiv social politik, må finde deres plads i modstandens netværk imod reformer af staten i retning af liberalisering og privatisering.

Som dette forum antyder, må analysen være i stand til at læse hvordan de forskellige progressive grupper, hvordan de end er organiseret, "samles, bekæmper og modstår neoliberalismen for menneskeheden". Dette kræver at vi også ser de sydafrikanske kampe i et bredere globalt perspektiv. For på lang sigt at tilbye et alternativ til neoliberalismen skal vi måske igennem en langvarig proces for at genopbygge modstanden. Men når man tager den sydafrikanske tradition for græsrodsdemokrati og folkelig mobilisering i betragtning, kan det neoliberale system måske møde en grad af modstand her, som kan få en meningsfuld effekt for den globale opposition. Hvis den vision bliver til virkelighed, vil neoliberalismen ligesom sin forgænger - apartheid - blive slået tilbage af masseorganisationer og bevægelser som forhåbentlig denne gang vil være parat til at stå fast på sin egen dagsorden.

Denne artikel er en oversættelse af en gruppe sydafrikaneres oplæg på "Det andet interkontinentale møde mod neoliberalisme", der blev afholdt i Spanien sommeren 1997.