GAIA 49 sommer 2005


Leder: Stafetten går videre...
Yarmouk - tur/retur
Spillet om Libanon
USAs angreb på Syrien
Boganmeldelse: Revolutionære visioner
Skygger i Solens Rige
Nyt håb for den baskiske venstrefløj
De lovløses lille triumf
"Coca Cola quit India"
Indien: kampen om vandet

Nyt håb for den baskiske venstrefløj

I april var to repræsentanter for Batasuna på besøg i Danmark for at fortælle om baggrunden for deres nye fredsforslag. IF arrangerede et offentligt møde hvor man kunne møde op og stille spørgsmål til Gorka og Eusebio.

Eusebio Lasa, som er medlem af den nationale ledelse, skulle have været nummer to på Batasunas liste til valget i det baskiske autonomi-område 17. marts. Batasuna måtte imidlertid ikke stille op til valget og fik heller ikke lov at deltage under andet navn på trods af 30.000 underskrifter. Eusebio og Gorka Elejabarrieta var på en lille turné til Danmark og Sverige for at fremlægge det fredsforslag, Batasuna fremlagde 14. november på Anoeta Stadion foran 15.000 tilhørere.

Forbud mod partier

Mødet, hvor Batasuna fremlagde sit forslag til en ny fredsproces, betragtes i sig selv som en sejr, simpelthen fordi det fandt sted. Siden 1996 er en række politiske og folkelige bevægelser og to dagblade blevet forbudt og lukket med den påstand, at de støtter terrorisme. Samme skæbne overgik Batasuna i marts 2003. Siden da har de været underlagt en lov i Spanien, som direkte kan forbyde bestemte partier og forhindre, at de genopstår under nye navne og med andre frontfigurer. Alle Batasunas kontorer, hjemmeside mv. blev lukket, og penge på bankkonti blev konfiskeret.

Batasuna fik forbud mod at eksistere. Der måtte ikke holdes pressemøder, demonstrationer eller udgives blade. De spanske myndigheder har dog givet lidt efter nu.

"Man kan ikke bare forbyde en bevægelse, der er så rodfæstet i det baskiske samfund som vores. Det er lykkedes at få 11 procent til at stemme på os på trods af forbud ­ ved at bruge vores egne stemmesedler", fortæller Eusebio. "Vores fredsforslag `Folket nu ­ Fred nu’ består grundlæggende i, at Baskerlandets ret til selvbestemmelse skal anerkendes, og at der indledes forhandlinger uden forhåndskrav".

Baskisk selvbestemmelse

Forslaget bygger på, at der forhandles i to parallelle processer: En proces hvor alle politiske partier, fagforeninger og sociale bevægelser i Baskerlandet sætter sig sammen og diskuterer, hvordan Baskerlandet kan gøre brug af sin selvbestemmelsesret. Denne proces skal munde ud i, at det baskiske folk skal vælge mellem de forskellige politiske projekter: selvstændighed, mere autonomi eller en fastholdelse af de nuværende forhold. I den anden proces skal den spanske og franske regering sætte sig til forhandlingsbordet med ETA for at finde en afslutning på den væbnede konflikt og komme med løsninger for de 700 politiske fanger, de over 3.000 flygtninge og de mange andre ofre for den væbnede konflikt.

"Det væsentligt nye er, at det er os, der fremlægger fredsforslaget, og at vi vil have alle politiske kræfter i Baskerlandet til at deltage - lige fra Batasuna til det spanskorienterede konservative Partido Popular, Det er det baskiske folk, som skal beslutte sin egen fremtid. ETA har accepteret deres rolle, hvor de alene skal forhandle hvordan den væbnede konflikt kan blive bragt til ende", forklarer Eusebio.

Hvem er så det baskiske folk? Hertil svarer Gorka: "Det er alle dem, der i dag bor og arbejder i de 7 baskiske provinser, uanset deres etniske, sproglige eller religiøse baggrund. Men det er vigtigt at forstå, at Baskerlandet består både af de tre provinser med såkaldt baskisk selvstyre inden for Spanien, samt provinsen Navarra, og de tre baskiske provinser i Frankrig". 12,5 procent på den kommunistisk liste Ved det seneste baskiske regionalvalg den 17. april - som altså kun dækker de tre provinser Bizkaia, Gipuzkoa og Araba - fik Batasuna ikke lov at opstille. I stedet opfordrede de alle til at stemme på det lille nye baskiske kommunistparti EHAK, som blev dannet for tre år siden. I denne situation valgte EHAK at opstille alene for at være stemmen for dem, der ikke kunne blive repræsenteret ved valget, og at arbejde for Batasunas fredsforslag. Batasuna opfordrede sine sympatisører til at stemme på EHAK
— og det gav bonus. EHAK stormede ind i det baskiske parlament med 12,5 procent af stemmerne. Og dermed fik den baskiske venstrefløj to ekstra mandater, samtidig med at en lille udbrydergruppe fra Batasuna, Aralar, også vandt et mandat. Det har skabt en situation, hvor det store borgerlige baskiske nationalistparti PNV ikke kan regere videre uden støtte fra kommunisterne. Der er brug for samarbejde mellem fløjene, og Batasuna ser gode muligheder for fremtiden. De lægger selv vægt på at være fleksible og håber nu, at de andre politiske kræfter i Baskerlandet vil gribe muligheden for at få lagt våbnene på hylden og skabe lige muligheder for alle politiske projekter.

Batasuna vil acceptere folkets demokratiske afgørelser, men vil have retten til fortsat at arbejde for deres politiske mål: En selvstændig baskisk stat og socialisme.

Find mere information hos Baskerlandsgruppen: http://www.internationaltforum.dk/s...

Jeg vil også gerne komme ud til møder og fortælle om Baskerlandet, og man kan bestille en video på engelsk om Baskerlandet og Batasunas fredsforslag på DVD. Kontakt: jesper_kiel@mail.dk


Internationalt Forum — Griffenfeldsgade 41 — DK-2200 København N — Tlf.: +45 35371889 — info@internationaltforum.dk