Som følge af den optrappede israelske agression i de besatte palæstinensiske områder har Gaia-redaktionen overladt dette blads lederspalter til Søs Nissen fra Dansk-Palæstinensisk venskabsforening. Hun afviser at palæstinenserne, sådan som store del af pressen fremstiller det, er skyld i fredsprocessens sammenbrud.
Det er rigtigt, at palæstinenserne ikke ville gå på kompromis under den sidste forhandlingsrunde i Camp David i juli måned. Det er også rigtig, at de ikke var fleksible og i sidste ende afbrød forhandlingerne, fordi de ikke mente at man kunne komme længere. Hvad der til gengæld ikke er rigtigt, er, at de fik et generøst tilbud fra Barak, Israels leder.
Baraks tilbud var og har længe været, at palæstinenserne kan få lov at leve i 4-5 enklaver på Vestbredden og i Gaza. Enklaverne vil være adskilte af bosættelser, den israelske hær og af de nyligt etablerede omfartsveje, der skal føre bosætterne sikkert uden om palæstinensere og ind til Israel. Samtlige 180 bosættelser og 350.000 bosættere skal ifølge Barak forblive i de besatte områder. Et mindre antal vil være placeret i det Barak så flot vil kalde den palæstinensiske stat. De vil imidlertid ikke af den grund komme under palæstinensisk myndighed, men derimod forsætte under israelsk. Selv når jødiske bosættere bevæger sig ud i det palæstinensiske territorium, vil de være under israelsk myndighed. Derfor vil den såkaldte stat ikke have fuld myndighed indenfor eget territorium. Staten vil heller ikke kontrollere sine egne grænser til nabolandene. Israel vil regere rundt om hver enklave, kontrollere grænser, luftrummet, vandveje, undergrund osv. Og spørgsmålet er derfor, om det overhovedet kan kaldes en stat. Palæstinenserne kalder det reservater eller bantustans.
Så afvisningen af Baraks "generøse" tilbud var særdeles velbegrundet. Ikke mindst fordi der jo var tale om den endelige fredsaftale mellem parterne. En aftale hvor stort set alt skulle forhandles færdig, hvorefter de resterende krav, som palæstinenserne måtte have, ikke længere kunne diskuteres.
Selvom Barak og hans forhandlere i Camp David måske nok troede, at de endnu engang kunne få det palæstinensiske lederskab til at sluge en helt urimelig aftale, så har deres hær og efterretningstjeneste alligevel haft en god fornemmelse af, at det ikke var sikkert. Gennem hele sommeren har Israel derfor oprustet kraftigt. Man har forstærket de militære forposter i de besatte områder, yderligere bevæbnet bosætterne og forstærket bosættelsernes forsvar.
Og den forudsete krig kom ganske rigtig. Israels arrogante holdning er omsider blevet for meget for palæstinenserne, og flertallet ønsker ikke længere at den eksisterende fredsproces skal fortsætte. De har indset, at den i bund og grund var fup og bedrag og snarere et forsøg på at omstrukturere besættelsen, så Israel ikke behøvede at få snavsede fingre af at have daglig kontakt med palæstinenserne. Et samarbejdsvilligt palæstinensisk lederskab skulle sørge for det og få lov at lege høvdinge, sålænge Israel beholdt den reelle magt.
Der gik desværre mange år før palæstinenserne samledes om en afvisning af denne model og af hele 1990’ernes fredsproces. I alle disse år har de været splittede, svage og følt stor afmagt. Nu føler de en fornyet styrke og er villige til at føre guerilla-krig, blive bombet, belejret, og udsultet for at Israel og israelerne skal forstå, at de skal HELT ud af de besatte områder. Men Israel er en meget stærk modstander og knægtes kun hvis solidariteten med palæstinenserne bliver til andet end bistand og velvilje. Israel skal boycottes og isoleres og dermed presses til at indse, at ideen om en jødisk stat for at beskytte jøder, gør alt andet end netop det. Til at indse at deres jødiske stat er et racistisk projekt, til at indse at palæstinenserne er mennesker hvis rettigheder og liv ikke bare kan underordnes jøders ambitioner om et hjemland.