Af Doris Palvio
TINKU og Internationalt Forum har haft besøg af Estela García Ramirez fra Loxicha i Oaxaca, Mexico. Estela har kæmpet i 5 år for at få sin mands morder for en domstol, og hun har stået i spidsen for de talrige af andre kvinder fra regionen, som kæmper for at få deres mænd, sønner og fædre ud af fængslerne
Loxicha er en region i delstaten Oaxaca i Mexico. Befolkningen er zapoteker-indianere, der producerer kaffe, majs og bønner, men i området findes også mineraler bl.a. uran og plutonium. Siden 1996 har Loxicha-regionen været hårdt ramt af regeringens undertrykkelse og militarisering, og befolkningen har været udsat for en voldsom chikane og repression. Over 40 er blevet myrdet, 135 er blevet arresteret, 10 er forsvundet, og der er ca. 250 stående arrestordrer. Regeringens påskud for den hårdhændede behandling af de fattige indianske bønder i denne region er beskyldninger om, at de tilhører den væbnede gruppe EPR (Ejército Popular Revolucionario - Folkets revolutionære hær). EPR dukkede op i Oaxaca og Guerrero i 1996.
Estelas historie
Estela er en indiansk kvinde fra Loxicha. Hele sit liv har hun boet i en lille landsby uden elektricitet og rindende vand. Hun har gået i skole i 5 år og ville gerne være fortsat, men der var ingen muligheder i landsbyen. De fleste af Estelas 9 søskende har aldrig gået i skole. I 1996 blev Estela gift med Selerino Jiménez Almaraz. De havde kun været gift i 8 måneder, da de under et besøg hos Estelas forældre pludselig blev omringet af 60-80 sortklædte maskerede politifolk, som trængte ind i huset og ødelagde alting. De gennembankede Selerino og Estelas bror. Broderen lod de ligge alvorlig såret, men Selerino blev slæbt blødende med. Familien fik ingen forklaring på overgrebet. Estela kunne næste morgen følge blodsporene et langt stykke vej, men hun nægtede at tro, at hendes mand var død. Hun forlod for første gang landsbyen og tog til Oaxaca By for at forhøre sig i fængslet, da tidligere forsvundne og bortførte fra området flere gange var dukket op i fængslet i Oaxaca. Efter 4 dages søgen fandt hun endelig frem til sin mand i Pochutla, som ligger en dagsrejse fra Oaxaca by, men Selerino var for længst død, tortureret til næsten ukendelighed. Alligevel forlangte myndighederne, at hun skulle betale 2.500 pesos for at få liget udleveret. Med hjælp fra nogle beboere i Pochutla lykkedes det hende at få liget af sin mand med hjem til landsbyen og få ham begravet. Herefter begyndte Estelas kamp for retfærdighed. Hun har siden opholdt sig dels i Oaxaca By og dels i Mexico City, hvor hun har aflagt vidnesbyrd talrige gange mod sin mands morder. Hun leder gruppen af kvinder, (enker og kvinder hvis mænd, fædre eller brødre er forsvundet, arresteret eller dræbt) som i de seneste 5 år har opretholdt en “plantón” med permanent tilstedeværelse på den centrale plads i Oaxaca By. Dag ud og dag ind har de levet, spist og sovet i fri luft under buerne fra en af de gamle historiske bygninger, som omgiver pladsen. Her har de opretholdt livet ved at sælge tortillas og forskelligt håndværk, som fangerne har lavet i fængslet. Hensigten har været at fortælle offentligheden om repressionen i Loxicha.
For knapt et år siden blev hovedpersonen bag mordene og arrestationerne, landsbyens cacique, den officielle borgmester, Lucio Vazques, fængslet. Men hans tilhængere forfølger og truer stadig Estela. Estela kan ikke flytte hjem til landsbyen på grund af truslerne, og hun er heller ikke i sikkerhed i Oaxaca By - selv i Mexico City har hun oplevet forfølgelse. Men hun kæmper videre.
Fanget i beskidt krig
Ifølge Amnesty Internationals rapporter har arrestationerne i området som regel været ledsaget af tortur, elektriske stød, trusler og tvangsmæssig underskrivelse af falske tilståelser. Som de fleste af de anholdte blev også Estelas mand uretmæssigt beskyldt for at tilhøre EPR, og Estela blev beskyldt for det samme. Men folkene i landsbyen kender ikke noget til guerilla-gruppen. De er kommet i klemme i en beskidt krig, som desværre ikke er et enestående tilfælde i Mexico. Området er blevet udset til at undgælde for EPR’s tilstedeværelse i Oaxaca-Guerrero, måske for at statuere et eksempel, måske fordi der er mineraler i området, måske fordi netop zapoteker-indianerne i dette område er velorganiserede og forvalter deres landsbyer efter de gamle skikke og derfor forstår at stå sammen for at forsvare deres jorde og deres rettigheder. Spekulationerne er mange.
Fortsat repression
Selv om mange af de fængslede langt om længe er blevet løs-ladt, og selv om kvinderne efter 5 år på Zocaloen i Oaxaca By har ophævet “plantónen”, er repressionen i Loxicha ikke ophørt. I februar i år blev den nyvalgte borgmester i landsbyen dræbt få dage efter valget. Den eneste vej som fører ind til området er stadig på 6. år bevogtet af en militærlejr, og udefrakommende kan ikke besøge området. Estela selv kan ikke komme hjem til landsbyen. Skal hun besøge sine gamle forældre, sker det ved at vandre i timevis og snige sig ind i landsbyen ad omveje gennem bjergene.
Når man spørger Estela, om der er kommet en forandring, efter at den nye præsident Fox er kommet til magten, ryster hun meget bestemt på hovedet. Menneskerettighedssituationen i Mexico har desværre på ingen måde forbedret sig under Fox, og kvinderne fra Loxicha må kæmpe videre.