I den Indiske delstat West Bengal har der været store protester vendt mod det regerende kommunistpartis etablering af de såkaldt Special Economic Zones (særlige økonomiske zoner). Kommunistpartiets kadrer og politiet har slået hårdt ned på protesterne, der blev efterfulgt af en generalstrejke som lammede hele regionen.
Af Anna Storr-Hansen
Den nordøstlige delstat West Bengal, der under det britiske styre spillede en central rolle i den indiske modstandsbevægelse, har siden 1977 været regeret af en alliance af venstrefløjspartier med kommunistpartiet (CPI-M) i spidsen.
West Bengal blev ligesom resten af Indien ramt af den neoliberale virus, da økonomiske reformer blev indført på initiativ fra centralregeringen, IMF og verdensbanken i starten af 1990’erne. Disse reformer lempede udenlandske virksomheders adgang over alt i Indien og banede vejen for privatiseringen af flere statsejede institutioner.
Special Economic Zones
West Bengal har planer om at etablere mindst to af de såkaldte Special Economic Zones (der i Indien bruges synonymt med Export Processing Zones), der er det seneste skud på stammen inden for liberaliseringer af økonomien. De blev introduceret i januar 2000 ved lov og konceptet er efter kinesisk forbillede at øge den internationale konkurrenceevne ved at skabe gunstige vilkår for eksportorienteret produktion.
I praksis betyder dette, at firmaer fritages for skatter og andre former for statslig regulering, og at staten stiller den fornødne infrastruktur til rådighed for firmaet. Den gigantiske kinesiske særlige økonomiske zone, Shenzen, er kendt for at være et paradis for multinational kapital og samtidigt et mareridt for arbejderne, hvor rettigheder ikke eksisterer. Indiens centralregering har siden 2001 godkendt etableringen af 237 zoner i hele Indien, og 63 af dem er allerede under konstruktion.
West Bengals regering har haft planer om at etablere særlige økonomiske zoner omkring områderne Singur og Nandigram udenfor hovedstaden Kolkata (tidl. Calcutta).
Zonerne er upopulære
I Indien er Special Economic Zones upopulære af flere grunde. For det første fordi de involverer tvangsekspropriering af jord under en lov, som blev indført af den britiske kolonimagt i 1894, den såkaldte Land Acquisition Act. Den tillader staten at opkræve jord til offentlige formål og blev oprindelig brugt til etableringen af kunstvandingskanaler og veje. Da fortolkningen af termen ”offentlige formål” er overladt til myndighederne, bliver loven i dagens neoliberale Indien flittigt brugt til at ekspropriere småbønders jord til private selskaber, hvilket efterlader tusinder af bønder uden livsgrundlag.
Zonernes upopularitet bliver ikke mindre af konceptets åbenlyse favorisering af kapitalinteresser, som unddragelsen af statslig regulering er et tydeligt udtryk for. Et andet kritikpunkt er de relativt få jobs zonerne skaber i forhold til det høje antal tvangsforflyttede.
Bilfabrik møder modstand
West Bengals kommunistiske delstatsregering har planer om at etablere mindst syv store industrielle projekter i regionen, her i blandt de særlige økonomiske zoner. I alt har delstaten planlagt at ekspropriere omkring 10.000 hektar jord fra bønder i delstaten.
I landsbyen Singur 40 km udenfor Kolkata, påbegyndte regeringen overtagelsen af 400 hektar jord i starten af december 2006, for at bilfabrikanten, Tata Motors, kunne opføre en bilfabrik. De fleste indbyggere nægtede at forlade deres jord.
Regeringen erklærende inden jordovertagelserne begyndte, at de foregik med størstedelen af Singurs indbyggeres samtykke. Men faktum er, at de blev mødt med store folkelige protester den 2. december. Protesterne blev brutalt nedkæmpet af politiet, der fik hjælp fra kommunistpartiets kadrer til at identificere de protesterende bønders huse og overfalde dem, der var hjemme. Tre blev såret i den forbindelse.
Regeringen har efterfølgende forsøgt at retfærdiggøre den brutale fremfærd med, at Tata Motors ønskede netop dette stykke jord i Singur, og at politiet handlede i selvforsvar.
Myndigheder ingen adgang
Allerede en måned efter protesterne og myndighedernes voldelige reaktioner i Singur, nåede kampen mod de særlige økonomiske zoner til Nandigram, et andet område i nærheden af Kolkata. Her ønsker regeringen at etablere en Special Economic Zone, og planlægger at ekspropriere 4000 hektar til formålet, hvilket vil påvirke over 40.000 mennesker. Zonen skal udvikles som et center for regionens kemikalieindustri, i et samarbejde mellem delstatsregeringen og det store indonesiske konglomerat af selskaber, Salim-gruppen. Den 3. januar startede protesterne, da lokale bønder hørte at myndighederne muligvis ville konfiskere deres jord for at gøre plads til kemikalieproduktionen.
Bønderne rejste vejblokader og gravede enorme huller i vejene for at forhindre myndighederne i at komme ind i området og lave forarbejdet til konfiskeringen. Oppositionspartierne i West Bengal var hurtige til at involvere sig i de folkelige protester mod den økonomiske zone, hvilket synes dobbeltmoralsk, når man ser på, hvilke projekter deres partier gennemfører andre steder i Indien.
Bevægelsen har samlet en broget skare af lokale indbyggere, herunder lokale religiøse organisationer og folk fra den maoistiske naxalit-bevægelse under fælles bannere.
Fra centralt hold har både det stærkt højreorienterede og hindufundamentalistiske parti, BJP, og det neoliberale Congress Party, der sidder på regeringsmagten i Delhi, på populistisk vis forsøgt at slå politisk plat på de folkelige protester og vende dem til deres egen fordel. Dette til trods for, at de selv samme partier er med til at promovere de økonomiske zoner i de stater, hvor de sidder på magten.
Skarpe skud mod spontan opstand
Den 6. og 7. Januar blev seks mennesker dræbt og mindst 20 såret af politiet i Nandigram i forbindelse med en manifestation mod konfiskeringen af jord. Amnesty International rapporterer, at en 14-årig dreng var blandt ofrene.
Protesterne og medieopmærksomheden på drabene medførte, at kommunistpartiet (CPI-M) i anden uge af januar erklærede, at der ikke ville blive konfiskeret jord i Nandigram før projektet var blevet revurderet. Denne officielle erklæring svarede dog ikke til det niveau af repression, som indbyggerne i Nandigram mærkede i de efterfølgende måneder.
Den følgende tid oplevede Nandigram flere forsøg fra CPI-M’s kadrer og politiet på at trænge ind i området og fjerne indbyggernes barrikader. Den 14. marts lykkedes det en politistyrke på 4000 med hjælp fra CPI-M’s kadrer at trænge gennem barrikaderne ind til området hvor de først brugte gummikugler og tåregas mod indbyggerne og dernæst skød med skarpt ind i menneskemængden, som ifølge vidner allerede var i gang med at flygte. 15 blev dræbt og over 100 sårede den dag.
Drabene udløste en spontan opstand i store dele af West Bengal, hvor der kaldtes til generalstrejke af en række partier og organisationer. De følgende dage var delstaten lammet; skoler, kontorer og forretninger var lukkede og Kolkatas gader lå øde hen. Der var blokader af jernbaner og veje i hele regionen, som bredte sig til de tilstødende delstater, Jharkhand, Chattisgarh, Orissa og Bihar.
Kommunistpartiets industrialisering
At Indien er vidne til så massive protester mod regeringens industrialiseringsprojekter er ikke nogen nyhed. Det, der gør oprøret i West Bengal særligt, er kommunistpartiets velsignelse af den hårde linje overfor bønderne. De samme partier, der har nedkæmpet oprøret i Singur og Nandigram, har været aktive i folkelige protestbevægelser imod de særlige økonomiske zoner i andre delstater, specielt i Maharastra.
Industrialiseringspolitikken retfærdiggøres af regeringen i West Bengal med opfattelsen af alle former for industrialisering som historisk nødvendige fremskridt, jævnfør læren om de historiske faser i den økonomiske udvikling. Regeringens strategi er altså at industrialisere for enhver pris, om det så er ekstremt favorable vilkår til firmaerne og mangel på hensyntagen til de sociale og økologiske konsekvenser. Denne politik står samtidigt i skærende kontrast til den politik, kommunistpartiet plæderer for i det nationale parlament.
Herudover har flere analytikere påpeget, at årsagerne til den hårde linje overfor bønderne ikke udelukkende handlede om overtagelsen af jord. Overfor pressen har regeringen fremstillet oprøret i starten af januar som et ”lov og orden problem”, og denne indstilling kan faktisk være med til at forklare den brutale nedkæmpning af oprøret. Kommunistpartiets kadrer led et stort nederlag i starten af januar, hvor mange af de dedikerede parti-tilhængere blev drevet ud af området omkring Nandigram pga. indbyggernes vrede. De havde et ønske om at genvinde magten i det område hvor de før havde været massivt tilstede og haft en enorm magtbase, hvilket de på brutal vis demonstrerede den 14. marts.
Neoliberalismens diktatoriske former
West Bengal har de seneste måneder været skueplads for syntesen mellem kommunistpartiets centralistiske styre og neoliberalisme og de deraf følgende sociale konflikter. En syntese som i Kina har vist sig overordentlig effektiv til at fremme økonomisk vækst. Og en syntese, som i Indien på skræmmende vis har eksponeret neoliberalismens diktatoriske former, vel at mærke der hvor beretningerne når gennem mediernes filtre.
Indiens centralregering erklærede i februar, at al ekspropriering af jord til etableringen af de særlige økonomiske zoner ville ophøre indtil der var blevet vedtaget en ny rehabiliteringspolitik for de forflyttede bønder. Episoderne, der fortsat udspillede sig i West Bengal i marts, vidner om, at virkeligheden ser anderledes ud ude i delstaterne. Så længe de lokale regeringer fortsat gennemfører den tvangsbaserede industrialisering, vil de rebelske indbyggere fra Nandigram og Singur og konflikterne i West Bengal på en og samme tid udgøre et forbillede og skræmmebillede for de mange konflikter, der i fremtiden vil udspille sig om Indiens sociale, politiske og økonomiske udvikling.
Anna Storr-Hansen er med i GAIAs redaktion. Hun har derudover rejst i Indien, hvor hun har arbejdet med sociale bevægelser.