“Det land som alle børn kender” sådan lød en af stroferne i den danske 80’er bandaid-sang, "Giv en hånd til Afrika". Hvis vi ser bort fra det åbenlyst absurde i at betegne Afrika som ét land, så er strofen et interessant udsagn at tage udgangspunkt i.
Somalia har fået en ny regering. Det skulle være enden på mange års lovløshed og ufred, men der er hverken retfærdighed eller fred i sigte.
I Sahara er der varmt i september. Dejlig varmt. Det fandt vi ud af, da vi i år besøgte de vestsaharianske flygtninge i Algeriet. Her bor de i telte og huse bygget af ørkenens sand - og det har de nu gjort i over 30 år.
Der var voldsomme internationale rivaliseringer i det daværende Belgisk Congo umiddelbart efter selvstændigheden i 1960. USA forsøgte dengang at udvide sin økonomiske og politiske indflydelse i Congo på bekostning af den tidligere kolonimagt Belgien, der var en stærk modstander af USA’s ’indtrængen’ i Congo.
De afrikanske lande opnåede formel uafhængighed fra kolonimagterne for snart 50 år siden. Alligevel er mange af landene stadigvæk fattige, ja nogle er blevet fattigere siden ’uafhængigheden’.
I disse dage samler sydafrikanske slumbeboere sig i ulydige alliancer i protest mod en raserende ulighed og lokalregeringers arrogance. Denne bevægelse organiserer i dag de største protester mod ANC siden apartheidens afskaffelse.
Jagten er gået ind, og i dag er det ikke kun ”the usual suspects” som mødtes i Berlin 1884 for at dele Afrika, men oliejægere fra den anden side Atlanten der står på spring. Afrika er igen blevet en vigtig skueplads for strategisk og geopolitisk konkurrence.
Ahmadinejad, atomstrid og Allah. Iran fylder i medierne og på den politiske scene. Men er samtidig en sort plet på landkortet. Indtryk fra tre ugers rundrejse i Iran.
I fem måneder var den østmexicanske by Oacaxa under belejring af byens egne borgere. Det folkelige oprør startede efter, at Oacaxas politi brutalt havde slået ned på en lærestrejke. Men denne aktion var kun dråben, der fik bægret til at flyde over for Oacaxas folk.