Den tidligere politiske fange, Mina Zarin, har overlevet massakrerne i 1981 og 1988 i Iran. I 1996 lykkedes det hende at flygte fra Iran til Tyskland. Med udgangspunkt i egne erfaringer fortæller hun om situationen i Iran og regimets massive repression.
I midten af juni 1981 blev jeg i en alder af 19 år arresteret i en vilkårlig og tilfældig masseanholdelse. Alle de anholdte fik bind for øjnene. Kun ved at lytte efter åndedræt fra vores anholdte kammerater kunne vi bedømme, hvor mange vi var. Samme aften blev mange henrettet. På grund af min påklædning og mine løbesko formodede politiet, at jeg var tilknyttet en venstreorienteret gruppe, derfor sendte de mig til Evin-fængslet. Efter tre dage slap de mig ud, fordi de ikke kunne sigte mig for noget.
Fem måneder senere blev jeg på ny anholdt i en bus i et af Teherans fattige kvarterer. En mand kom hen til mig og truede mig med en pistol for hovedet: ”Følg med eller jeg skyder!” Jeg blev tvunget til at stige ud med ham ved et busstoppested ved en politistation. Folk på gaden havde set min anholdelse og spurgte politimanden, hvad jeg havde gjort. Han påstod, at jeg gemte en håndgranat under mit slør. Da folk ikke ville tro ham, råbte han: ” Dette er en luder.” Så slæbte de mig ind i på politistationen. Politiet gav mig bind for øjnene, slog og sparkede mig blodig og smadrede mit hovedet ned i bordet og sagde: ”Bed din sidste bøn! Og fortæl os hvem dine venner er, ellers tager vi dig med ud i ørkenen og skyder dig.” Da det gik op for dem, jeg ikke ville fortælle noget, blev jeg sendt til Evin-fængsel. Jeg anede ikke, hvor meget de vidste om mig eller, hvad de ville gøre ved mig. På gulvet uden for afhøringslokalerne sad hundredvis af kvinder og mænd. De bragte mig hen til et torturkammer og tvang mig til at overvære torturen. Her blev jeg for første gang vidne til piskning med kabler. Lidt senere blev offeret pakket ind i et militærtæppe og slæbt ud. Derefter blev jeg ført ind i lokalet, blev pisket mens de grinede af mig, hvorefter de bragte mig et kælderrum. På daværende tidspunkt var Evin-fængslet overfyldt, derfor måtte jeg, som mange andre fanger, blive på gangen. Hundredvis af frihedskæmpere blev henrettet hver aften - vi gættede os til antallet af henrettede ved at tælle de affyrede skud.
På et tidspunkt meddelte man mig ved en høring, der varede tre minutter, at jeg var blevet dømt til ti års fængsel. Jeg havde ingen mulighed og ingen ret til at forsvare mig. Anklagepunkterne var manglende anerkendelse af den islamiske regering og uddeling af løbesedler. Vi blev massetransporteret til Gheselhisser-fængsel, hvor jeg blev sat i en 12 kvm stor fællescelle med ca. 30 andre kvinder. Fængslet var berygtet for sine disciplinærafstraffelser. Mange af fangerne mistede deres fysiske og psykiske modstandskraft i denne periode.
Isoleret
I 1982 blev jeg som straf flyttet til Gohardascht, fordi jeg havde opfordret mine medfanger til at holde ved deres oppositionelle holdninger. På grund af splid mellem fangerne blev det viderebragt til fængselsledelsen. Det var første år fængslet var i brug. Tilsammen var vi ca. 100 isolationsfængslede kvinder. Isolationscellerne blev kaldt ”Sibirien” fordi, de var ekstremt kolde. I cellen var der, på trods af den ekstreme kulde, kun et tæppe, en tallerken, et bæger og en ske. Derudover var der en vandhane og et toilet. Isolationsfængslingen varede 13 måneder. Min egen stemme blev fremmed for mig, fordi jeg ikke kunne tale med nogen. Det var endda forbudt at skrue for hårdt op for vandhanen, fordi fængselsledelsen frygtede, at man på denne måde kunne kommunikere fanger imellem. Alle, som har oplevet disse omstændigheder, kan forklare, hvorfor fangerne protesterer mod regeringens fordrejning af virkeligheden. Under pinefulde afhøringer bliver man tvunget til at påtage sig skylden for forbrydelser man ikke har begået. Konsekvensen af alt dette er, at man resten af sit liv lever med angst, forfølgelsesvanvid og andre psykiske problemer, såvel som fysiske mén. I hvert eneste minut og hver eneste time blev vi udsat for nedværdigende og krænkende betingelser.
Massakren i 1988
De havde fra starten ladet os forstå, at vi ikke ville slippe helskindet ud. Regeringen vidste, at efter krigen ville der komme et pres fra ind- og udland om at frigive alle politiske fanger. I juli 1988 var det ikke længere tilladt at få besøg, alle fjernsyn blev fjernet fra fængslet, vi fik ikke længere aviser og den daglige radioudsendelse stoppede. På et tidspunkt blev vi udspurgt om navn, hvorfor vi var blevet anholdt og om vores religion. De ville vide om vi anerkendte den Islamiske Republik Iran, og om vi var parate til at deltage i et offentligt interview. Efter en måned fandt vi ud af, at den nye henrettelsesmetode var hængning, og at de var begyndt at hænge mennesker i Evin-fængslet. I Gohardasht-fængslets aula hang galgerne i tolv rækker. Efter henrettelsen af en gruppe personer blev ligene med det samme trukket ud af bagdøren til gården og smidt i en container. Når containerne var fulde, blev de kørt væk til Khwaran og de dræbte blev smidt i massegrave. Disse massegrave er i dag et sted, hvor de henrettedes pårørende mødes. Man skønner, at ca. en tredjedel af alle fangerne blev henrettet. I min afdeling blev 33 kvinder henrettet. Den dag i dag husker jeg stadig mange af mine kammerater. Nahid Mohamadi, Sima Darjani, Susan, Maryam Pakbaz, Katajoune Dadamiri og mange andre fantastiske kvinder som mistede livet.
Jeg husker også, de mange kvinder som blev myrdet i sommeren 1988, specielt de meget unge kvinder, som alle blev mishandlet, påført psykisk smerte, gennemlevede disse pinsler og blev henrettet. Jeg husker de overlevendes beretninger om ligtransporterne og bjerget af sko fra de henrettede. Jeg kan ikke beskrive, hvordan det føltes, kun at en del af mig døde.
Menneskerettigheder bliver ikke kun overtrådt i fængslerne. Det er ikke kun nogle få politibetjente, ansatte ved Efterretningstjenesten eller Fængselsledelsen, som har tilladt tortur og henrettelse. Det drejer sig om magt og profit for regeringen, der systematisk undertrykker befolkningen, og dem som tænker anderledes.
I skyggen af atom-programmet
De fleste regeringer i vestlige lande reagerer på baggrund af deres økonomiske interesser, og desuden har diskussionen om Irans atomprogram ført til at andre vigtige emner bliver glemt. Heriblandt de brutale nedkæmpninger af studenterforsamlinger på flere universiteter i Teheran, angreb på en fredelig demonstration for kvinderettigheder i Teheran og efterfølgende fængsling af 70 personer i Evin-fængslet og yderligere skærpelser af påklædningsregler for kvinder. Forfatter og journalister bliver anholdt, og de iranske forfatteres årlige forsamling er blevet forbudt. Den 16. august blev den kun 16-årige Atefeh Rajabi og Hodjat Zamani offentligt henrettet i centrum af Naka på grund af deres seksualitet. Også arbejdernes rettigheder bliver trådt under fode af det islamiske regime. Mistede arbejdspladser, tilbageholdt løn og arbejdsulykker er en del af hverdagen. Buschaufførernes strejke (se artikel i sidste nummer af GAIA) i Teheran blev brutalt slået ned. Flere af de deltagende sidder stadig fængslet, deriblandt Ebrahim Madadi, Yaghoub Salimi og Naser Ghoulami. Dette er ikke blot et dystert kapitel i Irans historie, men desværre den bitre virkelighed. I Iran bliver menneskerettigheder systematisk krænket.
Skab kendskab til undertrykkelsen
Alle tidligere politiske fanger, frihedselskende og frihedskæmpere må give fuld opbakning til de politiske fanger, selvom deres eget liv kan komme i fare.
Ved at formidle dette til offentligheden kan vi ødelægge regeringens planer og hjælpe fangerne. Vi må kæmpe imod overgrebene og krænkelserne af menneskerettighederne og minoriteterne, så undertrykkelsen af kvinder, der aldrig har haft nogen rettigheder og undertrykkelsen af homoseksuelle, der er blevet forfulgt og myrdet og aldrig har kunnet leve frit, kan blive fortid. Det samme gælder undertrykkelsen af arbejdere, der bliver anholdt i deres kamp for faglige rettigheder. For at sikre tilintetgørelsen af det umenneskelige islamiske regime i Iran må vi ikke tøve. Kampen fortsætter.
Mina Zarin talte ved et offentligt møde arrangeret hos Internationalt Forum den 1. september 2006. Artiklen er skrevet på baggrund af Minas oplæg.