I sommer afbrød den baskiske seperatistbevægelse, ETA, en 14 måneder lang våbenhvile. Siden er over 20 repræsentanter for den spanske stat blevet dræbt. Men vil bomberne føre ETA til sejr eller nederlag?
Tekst af Ulrik Wagner og Freja Stevenson
Nogen siger, at den politiske vold følger klimaet: Jo varmere det er, des mere iltre er folks reaktioner. Derfor er vi så rolige heroppe i Skandinavien, mens de i syd kaster sig ud i gadekampe og voldelige sammenstød. Men med Baskerlandet kommer denne forklaring til kort. Godt nok befinder vi os i Syderuropa, men langs kysten, hvor de store byer ligger, blæser de kølige vinde fra Biscaya-bugten ind over land og bringer regnvejr med sig. Klimaet er køligt og tempereret, men alligevel er Baskerlandet scene for voldsomme politiske uroligheder. Hvordan kan det nu være?
Konfliktens rødder
Konflikten i Baskerlandet er ikke ny. Den er heller ikke unik. Ligesom andre folkeslag, eksempelvis kurderne, har baskerne ikke deres egen stat og det lader heller ikke til, at de får lov at bestemme, om de vil have en. Det der adskiller denne konflikt fra kurdernes og palæstinensernes kamp er, at baskerne tilfældigvis har hjemme i Europa. Et Europa, der bryster sig af være demokratiets forsvar. Men når talen falder på retten til national selvbestemmelse, så behandler europæerne det som et problem der findes udenfor Europa; specielt udenfor EU.
Efter 40 års diktatur, hvor Franco gjorde sit til at tilintetgøre baskisk identitet, findes det baskiske folk dog stadig. Til trods for årtiers forbud under fascismen mod at tale og undervise i det baskiske sprog, euskera, er dette gamle sprog igen på fremmarch. Op mod en trejdedel af befolkningen i de tre basiske provinser i den spanske stat taler sproget, færre gør det i Nafarroa (Navarra). Sproget findes også i bjergegnene i det franske Baskerland. Det er specielt ungdommen, som har taget sproget til sig. I 1975 døde fascisten Franco; en gammel mand, hvis kronprins et par år for inden var blevet sprunget i luften af ETA. På det tidspunkt nød ETA stor støtte, også udenfor Baskerlandet, på grund af bevægelsens konsekvente kamp mod det fascistiske diktatur. Med den gamle fascists død var der håb om bedre tider for baskerne, men det håb blev hurtigt gjort til skamme. Der kom intet retsopgør efter 40 års diktatur og overgreb på befolkningen. Gamle fascister forsvandt ind i nye partier eller gemte sig i civilgarden.
Spanien fik en ny forfatning, men ingen baskere var med i udarbejdelsen af den. Kun Spanien anerkendtes som en nation. En massiv kampagne for en boykot af afstemningen om forfatningen blev stablet på benene i Baskerlandet: 40 % fulgte opfordringen, mens 11,3 % stemte imod. Et flertal af baskerne godkendte således ikke den spanske forfatning. ETA indledte deres til dato mest massive kampagne i tiden efter Francos død, men bevægelsen stødte på en række problemer: Interne splittelser og et behov for en ny og tidssvarende struktur. I 1978 blev partiet Herri Batasuna dannet, samtidig så en række organisationer og bevægelser dagens lys. Den patriotiske baskiske venstrefløj var en realitet.
Politiske fløje
Siden Francos død har det største parti blandt baskerne været det gamle borgerlige baskiske nationalistparti, PNV. Partiet har sine rødder i finanskredse i Bilbo. Det socialdemokratiske PSOE står stærkt blandt de arbejdere, der kom til Baskerlandet i tiden under Franco, mens det borgerlige spanske Partido Popular PP, som i dag har regeringsmagten, er gået markant frem de seneste ti år. Endelig er der venstrefløjen - Herri Batasuna, der siden 80’erne og frem til i dag har fået mellem 12-22 % af stemmerne i de tre baskiske provinser. Partiet har primært sin opbakning i mindre og mellemstore byer, og specielt blandt unge.
PNV har til tider valgt at støtte den siddende spanske regering, der ofte har været afhængig af de regionale partier i Baskerlandet og Catalonien. Men de senere år har PP kunnet gå udenom PNV. PNV støtter ikke den væbnede kamp, selvom man blandt partiets menige medlemmer finder ETA-støtter. Partiet har sine historiske rødder i den borgerlige, katolske nationalisme, som i starten af århundredet blev krydret med baskisk racisme og anti-socialisme. Allerede i 30’erne meldte flere grupper sig ud på grund af utilfredshed med PNV’s linje og passivitet. Men netværkene bag PNV overlevede Franco, og har siden dikatorens død været en dominerende faktor i baskisk politik.
Lizarra-erklæringen
I midten af 90’erne var situationen i Baskerlandet så tilspidset, at hele Herri Batasunas ledelse blev anholdt, efter at partiet, i forbindelse med et valg, viste en video om ETA’s fredsforslag "Demokratisk Alternativ". I 1998 blev dagbladet Egin med et dagligt oplag på omkring 60.000 eksemplarer lukket og anklaget for at være en del af ETA’s finansielle grundlag. Samtidig foretog ETA en række aktioner. Den mest kendte var mordet på den lokale PP-politiker Michel Blanco. Med dette mord fik den såkaldte spanske fredsbevægelse Basta Ya! for første gang vind i sejlene. Millioner af mennesker deltog i demonstrationer anført af ledende politikere fra PP og PSOE i spidsen, gik på gaden mod ETA’s terror. Basta Ya! arbejder ikke for en politisk løsning, men ignorerer det baskiske krav om selvbestemmelse. For Basta Ya! er Spanien en udelelig, demokratisk nation.
I 1998 skete der noget nyt i Baskerlandet. Herri Batasuna, PNV og det lille moderate baskiske parti EA gik sammen med en række faglige og sociale organisationer om Lizarra-erklæringen. Lizarra er det baskiske navn for byen Estella, der ligger i Nafarroa, hvor erklæringen blev til. Det banebrydende for denne aftale var, at de tre baskiske partier gik sammen om et fælles mål: At arbejde for at Baskerlandets fremtid skal afgøres af baskerne selv. Nogenlunde samtidig erklærede ETA en ensidig våbenhvile. Både Lizarra-erklæringen og ETA’s våbenhvile fik en kølig modtagelse i Madrid. Lizarra-erklæringen vakte særlig stor bekymring hos den spanske regeringsleder Aznar. De tre baskiske partier bag erklæringen havde nemlig flertal i de baskiske provinser, og desuden blev erklæringen støttet af Izquierda Unida’s baskiske sektion (SF-lignende parti med rødder i det spanske kommunistparti), samt en række folkelige organisationer.
I 14 måneder rykkede den spanske regering og regeringslederen Aznar sig ikke. De frygtede, at hvis baskerne selv fik lov at bestemme, så kunne noget lignede ske i både Catalonien og Galizien. Det ville for alvor sætte et stort spørgsmålstegn ved Spaniens fortsatte eksistens som nation.
Våbnene taler igen
I sommeren 2000 hævede ETA våbenhvilen. Siden har attentater på politikere fra PP og PSOE, og repræsentanter fra hæren, politiet og retsvæsenet været hyppige. ETA hævder selv, at deres grund til at bryde våbenhvilen skyldtes, at PNV brød en aftale om at arbejde for øget baskisk selvstændighed. PNV har hidtil nægtet at have haft en aftale med ETA, men da papirer fra aftalen dukkede op i det venstreorienterede dagblad Gara (Egin’s arvtager), stod PNV med et forklaringsproblem. Siden har de spanske partier forsøgt at presse PNV til at melde klart ud imod ETA, den baskiske venstrefløj, og kravet om baskisk selvbestemmelse. Samtidig kritiserer venstrefløjen PNV for at mangle en vision for fremtidens Baskerland og for at have brudt med Lizarra-erklæringen.
Det kan umiddelbart være svært at se en rød tråd i ETA’s seneste kampagne. I kølvandet på Lizarra-erklæringen, høstede venstrefløjen en hel del goodwill , men den folkelige støtte er nu aftagende. Det er ikke første gang det går sådan, men i dag står venstrefløjen også organisatorisk svagt: Ved valget i 1998 så det ud som om at Herri Batasuna ville blive forbudt. I al hast dannede man den parlamentariske platform Euskal Herritarok (EH). Platformen tjente i første omgang som en parlamentatisk samling, der også var åben overfor valgte fra andre mindre venstrefløjsgrupperinger. Men strukturen var svag. Derfor begyndte man i starten af 2000 en enhedsproces, der skal føre til dannelsen af en ny og bredere organisation, som eksempelvis kunne omfatte det trotskistisk inspirerede Zutik. Også uafhængige, intellektuelle og folk der tidligere har været i Herri Batasuna forsøges inddraget i processen. ETA’s kampagne har imidlertid sat en dæmper på processen, da et parti som Zutik traditionelt har været mere kritiske over for ETA end Herri Batasuna.
Blindgyde?
ETA’s mord rejser også spørgsmålet om, hvor man vil hen: Det er næppe muligt at besejre den spanske stat militært, og hvis målet er at bombe sig til forhandlingsbordet, så får man det svært med en borgerlig Aznar-regering, der ikke ønsker forhandlinger overhovedet - også selvom der ingen bomber er. Meget tyder derimod på, at ETA’s kampagne skaber et tættere samarbejde mellem PP og PSOE. Begge partier har luftet tanken om at gå sammen ved næste regionalvalg, for at presse de baskiske partier væk fra den parlamentariske magt. Samtidig stiller PP nu også krav om at genindføre dødsstraffen. Hvis det er ETA’s mål at skabe en situation, hvor øget repression forventes at føre til øget modstand mod det spanske overherredømme, så leger man med ilden. En hårdere spansk linje kan i stedet føre til, at den baskiske venstrefløj lider store nederlag og marginaliseres.
Endnu er det for tidligt at sige noget om konsekvenserne af ETA’s seneste offensiv. Den baskiske venstrefløj har før befundet sig i en lignende defensiv, men flere bomber og attentater er ikke et udtryk for styrke og det er man klar over i Baskerlandet. Hvad alternativet vil være, vil fremtiden vise.